USA's kongetal falder uventet i februar

6. MAR 2026 • 16:06ERHVERV/POLITIK

Økonom forklarer fald i antal stillinger i USA med nedskæringer i det offentlige og udvisning af migranter.

USA mistede 92.000 arbejdspladser uden for landbruget i februar.

Det viser en rapport over arbejdsmarkedssituationen fra USA's kontor for arbejdsmarkedsstatistik.

Det store og uventede fald kommer, mens der er strejke blandt sundhedsansatte i USA, hvilket også bliver påpeget i jobrapporten, hvor det fremgår, at der blandt andet er forsvundet job fra sundhedsvæsnet.

Cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv beskriver jobtallene for februar som en særdeles negativ overraskelse.

- Det er noget af en kold spand i hovedet, efter at jobvæksten ellers overraskede positivt i januar, siger Tore Stramer i en skriftlig kommentar.

Januar bød således på en stor stigning i jobskabelsen. Her blev der nemlig skabt 126.000 nye arbejdspladser uden for landbruget.

Flere andre økonomer betegner også jobtallene fra februar som en skuffelse.

- Det har i en længere periode knebet gevaldigt med at skabe nye job til amerikanerne. Den amerikanske jobmotor hoster og hakker afsted, vurderer Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

Den seneste jobrapport kommer i slipstrømmen af, hvad cheføkonomen beskriver som "utroligt mange skuffende jobrapporter i Donald Trumps første tid som præsident".

Forklaringen på det faldende antal arbejdspladser skal ifølge Allan Sørensen blandt andet forklares med nedskæringer i USA's offentlige sektor og udvisning af migranter under Trump, der tiltrådte som præsident i januar 2025.

- Donald Trump har sendt den offentlige sektor på skrump. Den føderale beskæftigelse er nu faldet 13 måneder i træk.

- Der er 327.000 færre føderale arbejdspladser, end da Donald Trumps blev indsat som præsident. Udvisningen af immigranter er samtidig med til at bremse jobvæksten, siger han.

Han forklarer, at udviklingen åbner for lavere renter i USA, men han regner ikke med, at der kommer en rentesænkelse i marts.

Tidligere har skuffende jobtal fået Trump til at reagere prompte.

Da der i juli sidste år blev skabt 73.000 nye job uden for landbruget, var det langtfra tilfredsstillende for præsidenten. Det var også væsentligt under analytikernes forventninger.

Umiddelbart efter krævede Trump den daværende statistikchef i USA's beskæftigelsesministerium, Erika McEntarfer, fyret.

Trump skrev dengang på sit sociale medie Truth Social, at beskæftigelsestallene var blevet manipuleret "for at få Republikanerne og mig til at se dumme ud".

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT