KØB ABONNEMENT

Forbruget steg en smule i september

ERHVERV/POLITIK • 23. OKT 2026 • 09:29

Detailsalget steg med 0,4 procent fra august til september, når man korrigerer for inflation og sæson.

De danske butikker opnåede et større salg i september end i august.

Det viser Danmarks Statistiks månedlige opgørelse af detailsalget.

Således er det samlede detailsalg i landet steget med 0,4 procent, når der korrigeres for sæsonudsving, den generelle prisudvikling og antallet af handelsdage.

Opgjort for hele tredje kvartal, der strækker sig fra juli til september, var der tale om en stigning på 1,6 procent i forhold til andet kvartal.

Kigger man på de enkelte brancher, har der været en blanding af stigninger og fald i september.

De største stigninger var at finde hos butikker, der sælger brugte varer, husholdningsudstyr, møbler og byggematerialer, fremgår det af opgørelsen.

Modsat var de største fald at finde hos tankstationer og apoteker, hvortil de danske supermarkeder også oplevede en mindre tilbagegang.

Ifølge Brian Friis Helmer, der er privatøkonom hos AL Sydbank, sker den generelle fremgang i salget på trods af en øget pessimisme blandt de danske forbrugere.

- Set i det lys, så er fremgangen i detailsalget faktisk ganske positiv, men risikoen er naturligvis, at nervøsiteten bider sig mere fast hos danskerne, skriver han i en kommentar til Ritzau.

Torsdag lød Danmarks Statistiks forbrugertillidsindikator på minus 17,2, hvilket var en tilbagegang i forhold til september, hvor indikatoren viste minus 13,7.

Et negativt tal er udtryk for, at forbrugerne har et negativt syn på landets nuværende og fremtidige økonomi.

Vicedirektør i Dansk Industri Morten Granzau ser dog stadig mulighed for, at detailsalget fortsat kan stige i de kommende måneder.

- Forbrugernes købekraft er grundlæggende god. Den høje beskæftigelse, fremgangen i reallønnen og den lavere elafgift giver luft i mange husholdningers budgetter. Det skaber gode muligheder for, at detailsalget kan fastholde fremgangen gennem efteråret, skriver han i en kommentar.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT