For første gang indbetaler over tre millioner til en pension
Udover de over tre millioner, der indbetaler til pension, har yderligere 1,2 millioner en pensionsopsparing.
For første gang har antallet af personer, der har indbetalt til pension i Danmark, rundet tre millioner.Det skriver brancheorganisationen Forsikring & Pension i en pressemeddelelse.
Her fremgår det, at 3.006.367 personer indbetalte til en pension i 2025.
Udover de personer, der aktivt indbetaler til en pension, har yderligere 1,2 millioner en pensionsopsparing.
Hovedparten af dem er pensionister, der får den udbetalt og derfor ikke længere indbetaler til den, skriver Forsikring & Pension.
Lotte Katrine Ravn, som er pensionschef i Forsikring & Pension, kalder det en "fantastisk milepæl", at der nu er over tre millioner, som indbetaler til pension.
- Det siger noget om, hvor bredt pensionsopsparingen favner i Danmark, siger hun i meddelelsen.
Pensionschefen understreger dog, at det ikke må blive en sovepude, og at det stadig er vigtigt at interessere sig for, hvad man har sparet op.
Det skyldes blandt andet, at folks omstændigheder og dermed også behov kan ændre sig gennem livet.
- Det afgørende er, om din pension giver dig de muligheder og den tryghed, du ønsker dig, siger Lotte Katrine Ravn i pressemeddelelsen.
Forsikring & Pension minder om, at man på Pensionsinfo.dk kan få et overblik over ens pensionsordninger.
Her kan man også se den forventede udbetaling ved forskellige pensionsaldre.
Pensionsinfo er et samarbejde mellem offentlige myndigheder, pensionsselskaber, livsforsikringsselskaber, banker og sparekasser.
Når man logger på Pensionsinfo med MitID henter den automatisk oplysninger om ens pensioner fra pensionsselskaber og banker.
Søndag holder pensionsbranchen den såkaldte Pensionsdagen. Her opfordrer branchen danskerne til at tjekke deres opsparinger.
Ifølge Forsikring & Pension er det 13. gang, at der bliver holdt Pensionsdagen.
RITZAU
