Ubers Dantaxi-opkøb skal undersøges for mulig konkurrenceforvridning
Myndighed vil have en som udgangspunkt ikke anmeldelsespligtig fusion mellem Uber og Dantaxi undersøgt.
Amerikanske Ubers opkøb af Dantaxi og fusionen mellem de to parter i maj kan risikere at hæmme konkurrencen.Det vurderer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der vil have fusionen mellem kørselstjenesten Uber og Danmarks største taxaselskab, Dantaxi, anmeldt.
Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
- Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer på baggrund af de oplysninger, styrelsen indtil videre har modtaget, at der er risiko for, at fusionen mellem Uber og Dantaxi hæmmer konkurrencen betydeligt, skriver styrelsen.
Fusioner over en vis størrelse må ikke gennemføres, før de er blevet vurderet og godkendt af konkurrencemyndigheden.
Men hvis det er en fusion af mindre størrelse, kan den gennemføres uden indblanding fra styrelsen.
Dog har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i denne omgang gjort brug af en ny regel i konkurrenceloven.
Den lyder, at styrelsen kan kræve en anmeldelse uden for de normale regler, hvis de fusionerede virksomheders årlige omsætning i Danmark er mindst 50 millioner kroner.
Derudover skal styrelsen vurdere, at der er en risiko for, at fusionen hæmmer konkurrencen betydeligt.
Netop det ligger til grund for styrelsens krav om anmeldelsen af Uber og Dantaxis fusion på bagkant.
Styrelsen skriver blandt andet, at det skyldes Ubers samarbejdsaftale med det københavnske taxaselskab Drivr, som ifølge styrelsen på kort tid er blevet "en væsentlig aktør i den danske taxibranche".
Uber lancerede samarbejdet med Drivr i januar i år. Samarbejdet går ud på, at Uber leverer appen, hvorpå passagerer bestiller kørsel, og Drivr leverer selve taxatjenesten med chauffører og biler.
Uber oplyser i et skriftligt svar til Ritzau, at selskabet "naturligvis" vil samarbejde "fuldt ud" med styrelsen i deres vurdering af handlen.
Uber og Dantaxi har frem til 15. september til at anmelde fusionen til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Hvis styrelsen vurderer, at fusionen ikke hæmmer konkurrencen, kan den uden videre godkendes, skriver styrelsen.
/ritzau/