Troels Lund er åben for frivillig værnepligt for børn af PTSD-ramte

4. NOV 2025 • 10:52ERHVERV/POLITIK

Forsvarsminister er åben for at drøfte en ny værnepligtsmodel for børn af veteraner med PTSD.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) er åben for at diskutere en model, der fritager børn af veteraner, der er ramt af posttraumatisk stress (PTSD), for værnepligt.

Det siger ministeren i et skriftligt svar til Ritzau.

- Der er ikke særregler, som automatisk undtager børn af PTSD-ramte veteraner i den værnepligtsmodel, som træder i kraft fra næste år.

- Men jeg er åben over for at diskutere en model for denne helt særlige gruppe unge, så længe de også har mulighed for at bidrage til samfundet ved at aftjene værnepligt, siger forsvarsministeren i kommentaren.

I sidste uge foreslog en gruppe krigsveteraner, at børn af veteraner, der er ramt af posttraumatisk stress (PTSD), ikke bør blive tvunget i værnepligt.

Gruppen af krigsveteraner noterede sig i et brev til Forsvarsudvalget, at i dag afhænger en fritagelse for værnepligt "udelukkende af den unges egen helbredstilstand og ikke forældrenes".

Og det lød endvidere, at der dermed ikke tages højde for, at børnene af PTSD-ramte veteraner "ofte er vokset op i hjem, hvor en mor eller far har været præget af alvorlige psykiske mén efter udsendelserne, hvilket har påvirket deres barndom og ungdom".

Det bakkede SF og Liberal Alliance op om.

Forsvarsordfører Carsten Bach (LA) var i forbindelse med forslaget ude at sige, at han ikke har tal på, hvor mange børn, det drejer sig om, men han forestiller sig, at "der ikke er tale om en særlig stor gruppe".

Forsvarsministeren skriver i sit svar, at han mener, at frivillighed også fremadrettet skal være det bærende princip for værnepligten.

- Selv ved tvungen værnepligt vil der i forbindelse med indkaldelse blive foretaget en helbredsvurdering af, om den enkelte unge er egnet til værnepligtstjeneste, lyder det i den skriftlige kommentar fra Troels Lund Poulsen, der tilføjer:

- Tvangsindkaldelsen udgør en sidste løsning, såfremt der ikke er frivillige nok.

Fra 1. juli i år har der været værnepligt for både mænd og kvinder i Danmark. Som følge af en forsvarsaftale skal der også markant flere i værnepligt de kommende år end tidligere.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT