Ryanairs overskud stiger med højere billetpriser
Flere passagerer og højere priser øger overskud hos Ryanair. I første halvår steg billetpriserne 13 procent.
Overskuddet hos det irske lavprisselskab Ryanair har haft pil op i selskabets andet kvartal.I månederne juli, august og september har Ryanair tjent 1,72 milliarder euro, svarende til omkring 12,8 milliarder kroner.
Det er 20 procent mere end i samme kvartal året før.
Det oplyser Ryanair i en handelsopdatering med tal fra andet kvartal i det forskudte regnskabsår 2025/2026.
I første halvdel af regnskabsåret har Ryanair tjent 2,54 milliarder euro - tæt på 19 milliarder kroner.
Det er 42 procent mere end i samme periode året før.
I perioden er både antallet af passagerer og de gennemsnitlige billetpriser vokset.
Mens der var 3 procent flere passagerer, betalte de i gennemsnit 13 procent mere for deres billetter, oplyser Ryanair.
Ryanairs topchef, Michael O'Leary, hæfter sig ved, at selskabets priser er steget efter et fald året før.
- Billetpriserne nød godt af, at der var en fuld påskeferie i første kvartal, og vi opnåede fuld genrejsning fra det prisfald på syv procent, som vi led under i sidste års andet kvartal, siger han i en kommentar til tallene.
I år lå påsken i april, mens den året før faldt i slutningen af marts.
I det foregående regnskabsår, som sluttede ved udgangen af marts 2025, faldt Ryanairs gennemsnitlige billetpriser med syv procent.
Samtidig steg antallet af passagerer og rundede for første gang 200 millioner.
I forbindelse med årsregnskabet for 2023/2024 sagde Michael O'Leary, at han var klar til at skære i billetpriserne for at fylde flyene hen over sommeren.
Forinden havde der været en forventning om, at lavere kapacitet i Europa ville presse priser op.
Men ifølge Michael O'Leary pressede inflation og høje renter forbrugerne. Derfor var det nødvendigt at sænke priserne, hvis Ryanair ville fylde sine fly, lød det.
I dag er inflationen de fleste steder på et lavere niveau, og renterne er også faldet.
Fra april til september i år har 119 millioner rejst med Ryanair. Selskabet forventer, at det samlede passagertal for året vil ende på 207 millioner, lyder det.
Ryanair er Europas største lavprisselskab. Det blev grundlagt i 1985 af den irske Ryan-familie og har fortsat hovedkvarter i Dublin.
/ritzau/
