To ansatte ved politiet får disciplinær advarsel efter Minksagen

20. SEP 2022 • 13:26ERHVERV/POLITIK

Politiinspektør Uffe Stormly og sektionsleder Birgitte Buch har fået en disciplinær advarsel af Rigspolitiet.

Yderligere to embedsmænd har nu fået afsluttet deres personalesager i kølvandet på Minkkommissionen beretning i sommer.

Rigspolitiet har meddelt en disciplinær advarsel til politiinspektør Uffe Stormly og sektionsleder Birgitte Buch for deres rolle i Minksagen.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelsen.

Rigspolitiet henviser til kommissionens vurdering af de to sager som begrundelse for advarslerne.

- Rigspolitiet kan herudover oplyse, at der ikke vil være yderligere ansættelsesretlige konsekvenser i forhold til Uffe Stormly og Birgitte Buch, lyder det videre i pressemeddelelsen.

En advarsel er den mildeste form for disciplinær straf. Det var også, hvad eksempelvis departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen blev tildelt for sin rolle i Minksagen.

Både Uffe Stormly og Birgitte Buch blev kritiseret af kommissionen på baggrund af deres "medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med politiets anvendelse af actioncardet af 6. november 2020".

Actioncardet blev benyttet af politielever til i november 2020 at ringe rundt til landets minkavlere for at fortælle dem, at alle deres mink skulle aflives.

Men mens det skete, vidste man hos Rigspolitiet, at den fornødne lovhjemmel ikke var på plads, konkluderede Minkkommissionen. Alligevel fortsatte rundringningerne.

I alt ti embedsmænd blev vurderet af kommissionen til at have begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed i Minksagen, at de kunne drages til ansvar af det offentlige.

Eksempelvis er rigspolitichef Thorkild Fogde og departementschef i Miljøministeriet, Henrik Studsgaard, blevet fritaget fra tjeneste og hjemsendt, mens der pågår en disciplinærsag mod dem.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU