Sverige protesterer igen over den kunstige ø Lynetteholmen

24. MAJ 2023 • 15:01ERHVERV/POLITIK

I et brev udtrykker de svenske myndigheder bekymring over vandgennemstrømningen i Øresund.

Seks svenske miljømyndigheder afkræver den danske miljøstyrelse et svar på, hvordan den har tænkt sig at kompensere for den kommende kunstige halvø Lynetteholms blokering af Øresund.

Det skriver Ingeniøren.

Dansk Hydraulisk Institut har beregnet blokeringen til at være 0,25 procent af vand- og saltgennemstrømningen i Østersøen.

Det kan for eksempel være ved at grave jord væk flere steder i havbunden omkring anlæggene, så vandgennemstrømningen ikke bliver for påvirket.

Den svenske miljøstyrelse bemærker, at andre store projekter, som påvirker Øresund, tidligere er blevet betinget af, at det bliver opretholdt en uændret gennemstrømning. En såkaldt nulløsning.

Det mener de svenske myndigheder også skal gælde for Lynetteholmen.

- De svenske myndigheder er stadig bekymrede over, om Lynetteholm kan få indflydelse på flowet af vandstrømme i Øresund, hvilket kan påvirke iltindhold og saltholdighed i Østersøen, skriver de seks svenske myndigheder i brevet.

Det er ikke første gang, at Sverige udtrykker bekymring for projektet.

I 2021 sendte den daværende svenske miljøminister Per Bolund et brev til den danske regering og forlangte, at der ikke blev dumpet slam fra Lynetteholmen i Køge Bugt.

Efterfølgende er partier i Folketinget blevet enige om at droppe dumpningen af slam. I stedet skal mudderet bygges ind i halvøen.

Lynetteholmen er det største byggeprojekt siden anlæggelsen af Christianshavn, der er bygget af Christian IV omkring 1630.

Den nye kunstige ø får plads til 35.000 nye indbyggere og arbejdspladser, og det skal stå færdig i 2070.

Det storstilede projekt blev præsenteret i 2018 af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen og daværende overborgmester i København Frank Jensen.

Frem mod 2070 skal projektet munde ud i en ny havnetunnel og metrolinje, men det helt store bliver altså den nye kunstige ø.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU