Styrelse har ført ulovlig praksis om opholdstilladelser siden 2012

28. NOV 2023 • 15:48ERHVERV/POLITIK

Efter ulovlig praksis skal Udlændingestyrelsen genoptage sager om tidsubegrænsede opholdstilladelser.

Siden 2012 har Udlændingestyrelsen uberettiget sat ansøgninger om ubegrænset opholdstilladelse i bero, hvis der var mistanke om, at ansøgeren havde begået kriminalitet.

Det oplyser udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) i et brev til Folketinget, skriver Politiken.

Det er ikke muligt at fastslå, hvorfor den praksis blev startet i 2012 og er fortsat frem til nu, lyder det videre.

For at sætte ansøgningen om ubegrænset opholdstilladelse i bero efter gældende regler skulle ansøgeren være idømt straf og ikke blot mistænkt.

Kaare Dybvad Bek har nu bedt Udlændingestyrelsen ændre praksis, så den følger loven. Men han vil også ændre loven, så den ulovlige praksis bliver lovlig. Det skal ske med et lovforslag i den nuværende folketingssamling.

Ifølge Politiken mener han, at det "sender et helt forkert signal, at udlændinge, som er sigtet eller tiltalt for kriminalitet, kan få meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis ansøgningen når at blive behandlet inden en eventuel domfældelse, der ellers ville have som afledt konsekvens, at tidsubegrænset opholdstilladelse ikke kunne gives i en længere periode og i de groveste tilfælde for bestandig".

Politiken skriver videre, at tre konkrete sager er blevet afsluttet, efter den ulovlige praksis er opdaget. Her er tre ansøgere blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, hvor ansøgningen før var sat i bero på grund af verserende straffesager.

Yderligere skal 16 sager genoptages for at se, om ansøgeren skulle være blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.

Den ulovlige praksis blev opdaget efter et spørgsmål fra indfødsretsordfører Mikkel Bjørn (DF) til ministeren.

Han ville gerne have loven ændret, så en sigtelse kan føre til, at en sag bliver sat i bero. Det viste sig så, at det allerede var praksis, selv om lovgivningen siger noget andet.

- Jeg spurgte jo ind til det, fordi jeg var bekymret over, om personer, der havde verserende straffesager, fik tildelt tidsubegrænsede opholdstilladelser. Og nu viser svaret, at de slet ikke har fulgt den praksis, siger Mikkel Bjørn til Politiken.

Også ved sager om ægtefællesammenføring kan den ulovlige praksis være ført, skriver Udlændingestyrelsen i en pressemeddelelse.

Derfor kan relevante sager også blive genoptaget, hvis ansøgere, der har fået afslag med den ulovlige praksis som begrundelse, kontakter styrelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU