Stort advokatfirma lukker om kort tid
Advokatfirmaet Lundgrens lukker 1. marts som følge af mislykkede fusionsplaner og partnerflugt.
Advokatfirmaet Lundgrens, der har mere end 100 ansatte, lukker 1. marts.Der sker, fordi det ikke er lykkedes at indgå aftale om fusion med andre advokatselskaber, fremgår det af en pressemeddelelse.
Derfor har en stor del af de eksisterende partnere indgået aftaler med konkurrenterne DLA Piper og Mazanti-Andersen.
- Heldigvis følger langt de fleste ansatte jurister med de partnere, som de primært arbejder for med hen til det advokatfirma, som partneren har valgt.
- Men desværre betyder lukningen af Lundgrens at et større antal af de administrative medarbejdere bliver afskediget i løbet af 2025, lyder det fra bestyrelsesformand Peter Mollerup.
Lundgrens blev stiftet i 1996, og ejerne besluttede sig i 2020 for at forfølge en ambitiøs vækststrategi.
Flere partnere blev optaget i ejerkredsen, og der blev indgået lejeaftale i et nyt og endnu ikke færdigbygget domicil i Nordhavn, der skulle stå klar til indflytning i 2026.
En kraftig opbremsning på markedet for salg af erhvervsejendomme betød imidlertid, at Lundgrens blev ramt hårdt og ikke kunne vækste som planlagt.
Derfor gik man på jagt efter en fusionspartner, som altså endte uden resultat.
I november forlød det så, at det i stedet bliver Bruun & Hjejle, der flytter ind i det kommende domicil.
Tre partnere rykkede ved samme lejlighed over til konkurrenten sammen med deres teams.
Lundgrens vil blive afviklet efter 1. marts ved en frivillig likvidation.
/ritzau/