Socialdemokratiet mister historisk flertal i Ballerup

19. NOV 2025 • 02:14ERHVERV/POLITIK

Socialdemokratiet har historisk stået særdeles stærkt i Ballerup. Nu har partiet mistet sit absolutte flertal.

Socialdemokratiet mister for første gang i 35 år sit absolutte flertal i Ballerup Kommune, hvor partiet får 40,2 procent af stemmerne.

Det er en nedgang på 10,6 procentpoint i forhold til valget i 2021.

Socialdemokratiet har en stolt historie i Ballerup, hvor partiet har siddet på borgmesterposten siden 1933. Der har blot været fire borgmestre siden 1952, og Jesper Würtzen har siddet på borgmesterkontoret siden 2012.

- Socialdemokratiet er gået tilbage i hele landet, og det er vi også i Ballerup. Nu må vi se, om der er nogen, der vil bevæge Ballerup i en rød-grøn retning sammen med os, siger Würtzen til TV 2 Kosmopol.

Den siddende borgmester vil ikke pege på, hvem Socialdemokratiet skal søge samarbejde med, ligesom han ikke vil spå om, hvem der bliver den næste borgmester i kommunen.

Socialdemokratiet og SF har i mange år haft et tæt samarbejde i Ballerup, men op til dette kommunal- og regionalvalg har SF's gruppeformand, Simon Knudstrup, meldt sig som borgmesterkandidat.

Målet har været at skabe et alternativt flertal i kommunalbestyrelsen og tage borgmesterposten fra Jesper Würtzen (S).

Socialdemokratiet får 10 mandater, hvor der skal tælles til 13 for at få flertal i den 25 personers store kommunalbestyrelse.

Næststørste parti bliver SF, der får 11,9 procent af stemmerne. Det giver 3 mandater, hvilket er det samme som Dansk Folkeparti får.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT