Socialdemokratiet erkender for højt tal i beregning for formueskat
Socialdemokratiet bekræfter over for Jyllands-Posten, at færre formentlig vil ende med at betale formueskat.
Socialdemokratiet erkender over for Jyllands-Posten, at det nok ikke bliver 22.000 danskere, der kommer til at blive ramt af en formueskat, hvis partiets udspil bliver til virkelighed. Tallet bliver mindre.- Mit umiddelbare bud er, at vi ligger lige i underkanten af 20.000, og det er vores umiddelbare beregning, siger politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen (S) til mediet.
Da statsminister Mette Frederiksen (S) for en uge siden udskrev folketingsvalg fra Folketingets talerstol, løftede hun samtidig sløret for, at Socialdemokratiet gik til valg på at indføre en formueskat for landets rigeste.
Kort tid efter udkom der et interview med statsministeren i Børsen, hvor det fremgik, at 22.000 danskere stod til at skulle betale formueskat.
Socialdemokratiet foreslog konkret, at man hvert år skal betale 0,5 procent i skat af den del af formuen, der overstiger 25 millioner kroner.
Tallet havde Socialdemokratiet brugt på baggrund af et folketingssvar fra skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til politisk ordfører Pelle Dragsted (EL).
Socialdemokratiets eget forslag til formueskat har imidlertid også et element med, at de første ti millioner kroner i friværdi af egen bolig ikke tæller med, når formuen skal opgøres.
Det betyder, at færre vil skulle betale formueskat.
Og det kan således i sidste ende betyde, at pengene fra formueskatten, der blandt andet skulle finansiere Socialdemokratiets forslag om at indføre et klasseloft på 14 elever i 0. - 3. klasse i folkeskolen, bliver færre.
Men Christian Rabjerg Madsen (S) fortæller til Jyllands-Posten, at Socialdemokratiet allerede har lagt en buffer ind i forslaget.
- Vi har lagt et provenu ind for formueskatten på 7,1 milliard kroner, men vi har kun lagt udgifter frem for 6,5 milliarder kroner, siger han.
/ritzau/
