Skatteministeriet varsler over 600 fyringer i styrelser

24. NOV 2025 • 15:07ERHVERV/POLITIK

Besparelserne er del af det statslige arbejdsprogram med reducerede udgifter på 5,5 milliarder kroner i 2030.

Skatteministeriet varsler fyringer i seks styrelser for at kunne tilpasse sig faldende budgetter.

Det meddeler ministeriet i en pressemeddelelse mandag.

Skatteministeriet, som skal spare cirka 1,1 milliard kroner i 2030, forventer at skulle afskedige 610-640 medarbejdere. Det er ud af en medarbejderstyrke på cirka 12.500.

De berørte styrelser er Skattestyrelsen, Motorstyrelsen, Gældsstyrelsen, Toldstyrelsen, Udviklings- og Forenklingsstyrelsen og Administrations- og Servicestyrelsen.

De forventede afskedigelser sker som led i det langsigtede statslige arbejdsprogram, der skal sikre, at pengene bruges, hvor "de gør størst gavn", og hvor målet er at "begrænse statsligt bureaukrati".

Ifølge skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) står Skatteministeriet grundlæggende et bedre sted med en forvaltning, der er vokset i det seneste årti.

- Derfor er koncernen også rustet til at bidrage til besparelserne i det statslige arbejdsprogram. Det står jeg på mål for, selv om det aldrig er en rar situation at skulle sige farvel til dygtige ledere og medarbejdere, siger skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelelse.

Udmeldingen vækker opsigt hos Djøf Offentlig, der varetager interesserne for overenskomstansatte medlemmer af Djøf i stat, regioner og kommuner.

- Det er helt afgørende, at ministeriet melder klart ud til medarbejderne, hvilke opgaver, der ikke længere skal løftes.

- Man kan ikke afskedige så mange medarbejdere og samtidig forvente, at de resterende medarbejdere kan nå det samme.

- Det vil øge arbejdspresset helt urimeligt. For vi ved, at der allerede i dag bliver løbet stærkt, siger Johanne Nordmann, der er formand for Djøf Offentlig.

Besparelser i skatteforvaltningen indfases løbende. Fra næste år skal der spares cirka 215 millioner kroner. Den fulde besparelse skal nås i 2030.

Skatteministeriet er næsten fordoblet i antal ansatte siden 2014, da der var cirka 6600 ansatte.

Den markante tilførsel af medarbejdere kom i en periode, da man skulle genoprette skatteforvaltningen.

Skatteministeriet er langtfra det eneste sted i staten, hvor man skal spare i forbindelse med det statslige arbejdsprogram.

Over en bred kam vil man reducere antallet af tilsyn, og der skal være færre regler. Driften skal med regeringens ord være mere effektiv.

I alt skal der spares 5,5 milliarder kroner i 2030.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT