Tidligere folketingsmedlem vil gerne overtage Rosenkrantz-Theils post
Lars Aslan Rasmussen, som var folketingsmedlem fra 2016 til 2022, vil gerne være fagborgmester i København.
Tidligere medlem af Folketinget Lars Aslan Rasmussen (S) stiller sig til rådighed som Socialdemokratiets fagborgmester i Københavns Kommune.Det skriver han på Facebook.
Efter at kommunalvalget tirsdag i sidste uge endte med skuffelse for Socialdemokratiet, stod overborgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til at blive beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester fra 1. januar.
Men hun har valgt at stoppe i politik, og derfor skal en anden socialdemokrat overtage fagborgmesterposten.
- Jeg har tænkt meget over det. Og jeg er nået frem til én ting: Jeg skylder de mennesker, der stemte på mig, og de værdier, jeg altid har kæmpet for, at stille mig til rådighed.
- Jeg er søn af en gæstearbejder fra Tyrkiet og en dansk mor. Jeg er født og opvokset på Nørrebro, et sted hvor integration ikke er teori, men virkelighed. Jeg ved, hvor svært det kan være at finde fodfæste i et nyt land, og hvor meget det betyder at have et arbejde, et fællesskab og føle sig som en del af Danmark, skriver Aslan Rasmussen blandt andet på Facebook.
Han er den første socialdemokrat, der melder sig som kandidat til den ledige post.
Socialdemokratiet fik i København kun 12,7 procent af stemmerne, og Rosenkrantz-Theils mission om at blive overborgmester fejlede. Dermed slutter over 100 år på magten for Socialdemokratiet i landets hovedstad.
Rosenkrantz-Theil fik 11.808 personlige stemmer, hvilket var flest af de socialdemokratiske kandidater.
Aslan Rasmussen blev nummer to på den liste med 4656 personlige stemmer. Socialdemokratiet fik i alt valgt otte ind i Københavns Borgerrepræsentation.
Lars Aslan Rasmussen har været folketingsmedlem fra 2016 til 2022. Han har også været medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Det var fra 2006 til 2016.
Ifølge DR har S-kandidaterne i København fået deadline til fredag klokken 12 til at melde sig som kandidat til posten.
Niels E. Bjerrum, der kan fortsætte i Københavns Borgerrepræsentation efter Rosenkrantz-Theils exit, har til TV 2 udtalt, at Andreas Keil (S) skal have posten som beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester i Københavns Kommune. Ved valget fik Andreas Keil 960 personlige stemmer.
- Antallet af stemmer indikerer ikke, om man bliver en god eller en dårlig borgmester. Jeg tror, Andreas Keil kan samle partiet og bidrage til et godt klima, lave gode aftaler og sørge for, at vi med vores mandater får mest mulig indflydelse, udtaler Bjerrum, som fik niendeflest personlige stemmer blandt socialdemokraterne, til TV 2.
Keil skriver i en sms til TV 2 Kosmopol, at han "meget seriøst" overvejer at stille sig til rådighed.
- Jeg har fået mange opfordringer til at stille op, og derfor overvejer jeg det nu meget seriøst, skriver han til mediet.
Mandag i næste uge vil de delegerede i partiets københavnerafdeling ifølge Bjerrum beslutte, hvem der skal have fagborgmesterposten.
Aslan Rasmussen indikerer på Facebook, at han ikke bliver den eneste kandidat - uden at nævne andre navne.
Foruden Aslan Rasmussen og Keil blev også Laura Rosenvinge, Mette Reissmann, Kasper Stisen, Yildiz Akdogan og Ulla Krag valgt direkte ind ved tirsdagens valg, mens altså Bjerrum overtager det mandat, som Rosenkrantz-Theil efterlader.
Stisen oplyser til Politiken, at han ikke er kandidat til posten.
Borgerrepræsentationen i København har 55 pladser. Der er en overborgmester og seks fagborgmestre, som hver står i spidsen for en forvaltning.
/ritzau/
