CAS sætter deadline for afgørelse om russisk OL-skæbne
Senest 10. december vil CAS tage stilling til Ruslands anke om skiforbunds udelukkelse fra vinterlege.
Tilbage i oktober afgjorde Det Internationale Skiforbund (FIS), at russiske skisportsudøvere var udelukket fra alle konkurrencer - herunder også dem, hvorigennem man kan kvalificere sig til vinter-OL.Mens andre sportsgrene lader russiske atleter konkurrere under neutralt flag, har skiforbundet altså helt udelukket russere. Den kendelse har Det Russiske Skiforbund anket til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).
Hidtil har det været uvist, hvornår anken skulle behandles, men mandag har CAS sat en dato på.
1. december indledes behandlingen af sagen, og senest 10. december vil CAS træffe afgørelse, lyder det ifølge NTB.
Bag anken står ikke kun Det Russiske Skiforbund. Også Ruslands Paralympiske Komité samt seks skiløbere og seks paraskiløbere er medunderskrivere på ankesagen.
Næste års vinter-OL afvikles fra 6. til 22. februar i Norditalien.
/ritzau/
