Risiko for tidlig fødsel får digitaliseringsminister til at skrue ned

3. DEC 2025 • 21:29ERHVERV/POLITIK

Caroline Stage (M) er gravid, og hun skruer nu ned for arbejdsbyrde for at undgå sygemelding.

Digitaliseringsminister Caroline Stage (M) vil i den kommende tid skrue ned for sine arbejdsopgaver.

Ministeren er gravid og er i risiko for at føde for tidligt, skriver hun i et opslag på Facebook:

- Det betyder også, at jeg ikke kommer til Bruxelles og leder rådsmødet på fredag, da min læge fraråder flyvning og alt for lange køreture. Det er jeg selvsagt enormt ked af. Jeg bliver ikke sygemeldt, men prøver at fjerne nogle ting fra kalenderen, netop for at undgå at blive sygemeldt.

Fredag skal EU-landenes ministre med ansvar for telekommunikation mødes i Bruxelles, hvor de blandt andet skal diskutere EU's konkurrenceevne på det digitale område.

Danmark har det roterende formandskab for EU indtil årets udgang.

Det betyder blandt andet, at Danmark planlægger og leder møder i EU's ministerråd, hvor de forskellige landes ministre på et givent område mødes.

Caroline Stage har ifølge Facebook-opslaget tilbragt en del timer på hospitalet i det sidste stykke tid.

Hun venter en datter, lyder det.

I opslaget lyder det, at ministeren føler en stor pligt over for sit arbejde, men en endnu større pligt for at sikre, at datteren kan "vokse sig stor og stærk i maven lidt endnu."

Caroline Stage er 35 år gammel. Hun har en fortid som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (M) særlige rådgiver og politisk chef for Moderaterne.

I 2024 blev hun hentet ind som ny digitaliseringsminister.

Hun er ikke medlem af Folketinget, men har tidligere siddet i Borgerrepræsentationen i København for Venstre.

Ministeren har i forvejen en datter.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT