Færre trykte annoncer presser omsætningen hos Børsen
Trods fald i mediestøtte og engangsindtægt fra gæld i 2023 har Børsen holdt en hånd under indtjeningen i 2024.
Brugen af annoncer på print er dalende, og det påvirker omsætningen hos erhvervsmediet Dagbladet Børsen.I sit regnskab for 2024 skriver Børsen, at det er vanskeligt at opnå en vækst i omsætningen, fordi faldet i trykte annoncer ikke helt opvejes af den digitale annoncering.
I 2024 har Dagbladet Børsen haft en omsætning på 321 millioner kroner mod 324 millioner kroner året før.
Selskabet pointerer dog, at hvis man fjerner en engangsindtægt fra en gammel gæld i 2023, er der tale om en lille vækst på en procent i 2024.
Det fremhæves også, at Børsens mediestøtte er faldet fra 17,5 millioner kroner til 12,5 millioner kroner.
I løbet af året har mediet tjent 52,4 millioner kroner før finansielle poster som renter og gebyrer. Det er lidt mere end året før, hvor indtjeningen før finansielle poster var 51,6 millioner kroner.
Mediets administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør, Bjarne Corydon, kalder årsresultatet for "det stærkeste i nyere tid".
- Vi bryder igen trenden i en ellers kriseramt mediebranche og leverer vækst fra et i forvejen førende udgangspunkt - i et år, hvor vi ellers var ti millioner kroner bagud allerede fra start, siger han i en pressemeddelelse i forbindelse med regnskabet.
Med de ti millioner kroner henviser Corydon til engangsindtægten fra gammel gæld og den faldende mediestøtte.
Børsens samlede årsresultat lander på 43,9 millioner kroner, hvilket er knap en million mindre end året før.
Mediet forventer, at omsætningen vokser med tre procent i 2025, mens resultatet før finansielle poster ventes at vokse cirka fire procent.
- Vi sigter endnu højere i 2025, både hvad angår top- og bundlinje, og derfor forventer vi at gennemføre endnu flere ændringer og omprioriteringer både kommercielt, teknologisk og redaktionelt, skriver ledelsen i regnskabet.
Børsens strategi for fremadrettet vækst er baseret på en digitalisering af abonnementsforretningen, lyder det.
Selskabet forventer lavere annonceindtægter fra tryk. Men samlet set ventes annonceindtægter at bidrage til en positiv udvikling drevet af vækst for de digitale produkter.
/ritzau/