Partiledere efterlyser reformer for at finansiere oprustning af forsvar

19. FEB 2025 • 12:45ERHVERV/POLITIK

Regeringen beskyldes for at skubbe de svære økonomiske reformer foran sig, når Forsvaret skal oprustes.

Der er penge nok til midlertidigt at finansiere en oprustning af det danske forsvar. Men på den længere bane skal der laves en samlet økonomisk plan, mener en række partier.

Onsdag eftermiddag vil regeringen præsentere en slags fond på samlet 50 milliarder kroner i 2025 og 2026, som skal finansiere en oprustning.

Det siger en række partiledere efter en orientering i Statsministeriet onsdag formiddag. De efterlyser reformer i den forbindelse.

- Hvis man på den helt korte bane tager noget fra den strukturelle saldo til at finansiere noget til Forsvaret, så er det okay med mig.

- På den lange bane skal man finde pengene, og det skal være gennem reformer og klogere brug af de penge, vi i forvejen bruger i det offentlige frem for nye skattegener, siger formand Alex Vanopslagh (LA).

Internt i regeringen har behovet for reformer også skabt uenighed, og der er endnu ikke fremlagt nogen samlet økonomisk plan, selv om udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) vil have en økonomisk plan frem mod 2040.

Økonomiprofessor Michael Svarer fra Aarhus Universitet mener, at regeringen godt kan finde et engangsbeløb på 50 milliarder kroner, "uden at man skal ud og sætte nogle skatter op eller spare andre steder".

- Men det kan vi ikke gøre år efter år, siger han.

Derfor er der brug for reformer eller øgede skatter, hvis Forsvaret skal have endnu flere penge, hvilket regeringspartierne og de resterende partier i Folketinget er enige om.

De Radikale efterlyser en samlet økonomisk plan til sommer, hvor styrkemålene fra Nato ventes. Det er en slags krav fra den transatlantiske forsvarsalliance til Danmarks bidrag til det fælles forsvar.

- Vi kan godt leve med den her ad hoc-finansiering i to år. Men når det kommer til sommer, når vi kender det fulde billede, skal vi have en samlet økonomisk plan, som ikke kun handler om forsvar, men også alt det andet, vi skal investere i, siger politisk leder Martin Lidegaard (R).

Oprustningen af Forsvaret kræver en mere varig finansiering, mener Liberal Alliance og De Radikale, hvilket De Konservative er enige i.

- Det langsigtede, strukturelle, økonomiske fundament skal selvfølgelig være på plads. Vi skal have sund fornuft ind. Det mangler jeg at se fra regeringens side, siger formand Mona Juul (K).

Hun mener, at regeringen har skubbet de svære økonomiske spørgsmål foran sig, og at det generelt går for langsomt.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har sagt, at alle borgere kommer til at kunne mærke, at pengene skal prioriteres anderledes fremover.

Onsdag klokken 16 præsenteres tiltag, der med statsministerens ord skal "øge dansk forsvars kampkraft".

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT