KØB ABONNEMENT

Regeringspartier vil stoppe offentlig sagsbehandling af statsborgerskab

ERHVERV/POLITIK • 12. NOV 2026 • 06:30

Sagsbehandling af ansøgere om statsborgerskab bør ske i udvalg og ikke i medierne, siger regeringspartier.

Politiske partier bør stoppe med at tage sager om statsborgerskabsansøgere op i medierne.

Sådan lyder opfordringen fra indfødsretsordførerne for de fire regeringspartier, Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale.

- Vi ser, at enkelte sager bliver kørt i medierne på en måde, hvor det er en uværdig proces, siger indfødsretsordfører Magnus Georg Jensen (R), der taler på vegne af regeringspartierne.

- Det betyder ikke, at vi ikke skal tage det alvorligt. Men sagerne skal vurderes i selve udvalget (Indfødsretsudvalget, red.) og ikke i medierne.

Eksempelvis i oktober var både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i medierne, fordi at de selv havde gennemgået ansøgere fra et lovforslag om statsborgerskab til 2055 nye personer.

Liberal Alliance havde fundet en ansøger, der ifølge partiet flere gange har hyldet Hamas på sociale medier. Derfor ville partiet have kvinden indkaldt til en samtale i Folketingets indfødsretsudvalg.

Dansk Folkeparti ville helt have fjernet en pakistansk mand fra lovforslaget, efter at partiet fandt et Facebook-opslag fra 2016, hvor manden ifølge DF har støttet en islamisk henrettelse.

Men den måde at sagsbehandle er "noget ufin", mener Magnus Georg Jensen.

- Vi bliver nødt til at sige, at vi er i gang med at screene de her mennesker for, om de har begået kriminalitet og lever op til forskellige krav.

- Når vi så har den liste af mennesker, så skal vi vurdere dem i udvalget, og hvis det er sådan, at vi finder ud af, at nogen ikke lever op til tro og love-erklæringen eller andre krav, så kan vi stille ændringsforslag om at pille dem ud, siger han.

Og det skal der "i den grad være plads til".

- Men jeg synes, at det skal foregå i udvalget og ikke på en måde, hvor enkeltpersoner skal se deres sag vurderet i den offentlige debat, siger Magnus Georg, der betoner, at det "selvfølgelig er okay", at partierne gennemgår ansøgerne.

Det er en betingelse for at få dansk statsborgerskab, at man lover troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund ved at underskrive en erklæring.

Både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har tidligere henvist til, at Socialdemokratiets politiske ordfører, Rasmus Stoklund, har sagt i Folketingssalen, at partier selv kunne slå alarm, hvis man kendte til nogen på lovforslaget med ekstremistiske holdninger.

Men det mener Magnus Georg Jensen ikke, er en invitation til at tage debatten i medierne også.

- Der er markant stor forskel på at begynde at lave en pressetour om enkelte personers skæbne på sociale medier og i traditionelle medier end at løfte en sag i udvalget, siger han.

Regeringen afventer lige nu en ekspertgruppe, der skal undersøge mulighederne for en screeningsmodel for statsborgerskabsansøgere, så de screenes for antidemokratiske holdninger.

Det blev i oktober meldt ud, at arbejdet er forsinket, og anbefalingerne er nu ventet omkring årsskiftet.

Hvert halve år fremsættes der i Folketinget et lovforslag, der tildeler nye personer dansk statsborgerskab efter en ofte langvarig og omfattende ansøgningsproces.

Det gjorde sig også gældende for den daværende SVM-regering.

Men den seneste tildeling af statsborgerskaber faldt sammen med udskrivelsen af folketingsvalget, der blev afholdt i marts i år, og lovforslaget med de 2055 personers statsborgerskab blev derfor udskudt.

Oprindelig lød det fra regeringen, at lovforslaget først skulle genfremsættes, når screeningsmodellen er klar, men regeringen er endt med alligevel at fremsætte lovforslaget inden.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT