KØB ABONNEMENT

Signe Wenneberg kritiserer nedrivninger - er selv en del af branchen

ERHVERV/POLITIK • 11. NOV 2026 • 17:16

Signe Wenneberg kritiserer nedrivninger af huse, men sidder selv som bestyrelsesmedlem i et nedrivningsfirma.

Alternativets folketingsmedlem Signe Wenneberg, som har ført politisk kampagne imod nedrivning af huse, sidder selv i bestyrelsen for et nedrivningsfirma.

Det skriver Ekstra Bladet og TV 2.

Af Signe Wennebergs profil på Folketingets hjemmeside fremgår det, at hun under lønnede bestyrelsesposter er bestyrelsesmedlem i nedrivningsvirksomheden LH Hockerup.

- Det er vigtigt for mig at være med til at ændre branchen indefra. Derfor har jeg også tidligere siddet i bestyrelsen for Friland, der sælger økologisk og frilandssvinekød, siger Signe Wenneberg i et skriftligt svar til TV 2.

Alternativets boligordfører er i denne måned blevet politianmeldt af et ægtepar, der mener, at hun har taget ulovlige billeder af ægteparrets hus og postet dem på sociale medier med en kritik af, at huset blev revet ned i stedet for genanvendt ud fra et perspektiv om bæredygtighed.

Havde det firma, hvor Signe Wenneberg sidder i bestyrelsen, modtaget den opgave, som lød på at rive ægteparrets bolig på Sjælland ned, var det sket.

Det fortæller direktør i LH Hockerup, Lasse Hockerup til TV 2.

- Ja, selvfølgelig. Vi er et nedrivningsfirma, og jeg ville jo lyve, hvis jeg sagde andet.

Ægteparret, som har valgt at nedrive deres hus, har tidligere forklaret politikeren, at huset var så slidt, at det var nødvendigt.

Eksempelvis var pælene, huset stod på, rådne. Huset var skredet 40 centimeter, og det var ikke muligt at få en ejerskifteforsikring og et kreditlån til at købe huset.

Signe Wenneberg sendte mandag et citat til TV 2 med en undskyldning til parret.

- Jeg vil gerne give en uforbeholden undskyldning til køber. Jeg tog fejl, da jeg troede, at jeg var inden for skiven med dette opslag. Det beklager jeg, og det skal ikke gentage sig. Jeg har af hensyn til køber slettet opslaget, skrev Signe Wenneberg til mediet.

Til Ritzau påpegede Alternativet, at Signe Wenneberg understreger, at hun kun har taget billeder af huset fra offentlig vej.

Siden da er Signe Wenneberg blevet politianmeldt endnu engang for at lave et opslag om en nedrevet bolig på Frederiksberg.

Her er politikeren anmeldt for at bagvaskelse og ulovlig indtrængen på ejerens grund.

Onsdag skriver B.T., at Gentofte Kommune har oprettet en sag på Signe Wenneberg, efter at B.T. har beskrevet, at hun har opført et ulovligt stort drivhus i sin baghave.

- Jeg afventer svar fra kommunen for at sikre, at jeg har de nødvendige tilladelser. Hvis det ikke er tilfældet, vil jeg naturligvis flytte det (drivhuset, red.), skriver Signe Wenneberg som svar til B.T.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT