Regeringen vil gøre ordning med medicinsk cannabis permanent
Forbruget af medicinsk cannabis har været støt stigende siden begyndelsen af cannabis-forsøg i 2018.
Patienter skal fortsat kunne lindre deres smerter og ubehag med cannabis uden at være tvunget til at opsøge det ulovlige marked.Det mener regeringen, der vil gøre en forsøgsordning med medicinsk cannabis permanent.
Det skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
- Står det til regeringen, skal patienterne fortsat have en lovlig mulighed for at bruge medicinsk cannabis, og derfor lægger vi op til at gøre ordningen permanent. Men nu må vi se, hvordan aftalepartierne stiller sig, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i meddelelsen.
Forsøgsordningen, der udløber ved udgangen af 2025, trådte i kraft 1. januar 2018 og blev udvidet med yderligere fire år i 2021.
Formålet var at give smertepatienter en lovlig mulighed for at afprøve behandling med medicinsk cannabis, hvis de ikke har haft gavn af godkendt medicin.
Der har tidligere været kritik af ordningen fra flere sider. Lægerne har eksempelvis tøvet med at udskrive produkterne, fordi de ikke tør stå på mål for effekten.
Det har særligt været med argumentet om, at ordningen ikke giver patienter eller læger den nødvendige viden om virkning og bivirkninger ved cannabis.
Det er på baggrund af en ny evaluering af ordningen, at sundhedsministeren tirsdag vil drøfte muligheden for at gøre ordningen permanent med aftalepartierne - SF, Liberal Alliance, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Alternativet.
Konklusionen i evalueringen lyder, at der er "etableret en forsvarlig ramme for brug af medicinsk cannabis i sundhedsvæsenet", men at der fortsat er en "række udfordringer med ordningen fra et patient- og erhvervsmæssigt perspektiv".
Patientforeningerne - som blandt andet er Kræftens Bekæmpelse og Danske Patienter - beretter i evalueringen om, at patienter oplever, at deres læge ikke ønsker at gå i dialog om brugen af medicinsk cannabis.
Derfor anbefaler foreningerne en behandlingsvejledning for brugen af medicinsk cannabis, da det formentlig kan bidrage til, at flere læger er åbne over for behandlingen.
Lægemiddelstyrelsen har løbende overvåget, om der er kommet indberetninger fra patienter eller læger om bivirkninger, der formodes at være afledt af behandling med medicinsk cannabis.
Undervejs i forsøgsperioden er der ikke fremkommet ny viden om, at behandling med medicinsk cannabis har negative patientsikkerhedsmæssige konsekvenser.
Der er dog heller ikke fremkommet ny viden, der "styrker det lægefaglige grundlag for at behandle patienter med medicinsk cannabis", fremgår det af evalueringen.
De seneste tre år har der været en stigning af indløste recepter, mens der har været et fald af patienter i forhold til forsøgsordningens første tre år.
1800 patienter har indløst 20.000 recepter i en periode, der dækker fra det sidste halve år af 2020 til første halvår af 2023.
Dermed har den gennemsnitlige patient i ordningen indløst flere recepter end i begyndelsen af ordningen, "hvilket kan indikere, at disse patienter oplever at have gavn af produkterne", lyder det i evalueringen.
/ritzau/