DR: Notat rejser spørgsmål ved samtaler om statsborgerskab

3. DEC 2024 • 16:52ERHVERV/POLITIK

Menneskerettighedskonventionen kan være forhindring for at afholde samtaler før tildeling af statsborgerskab.

Justitsministeriet har i et notat mandag sat spørgsmålstegn ved, om man kan indkalde ansøgere om dansk statsborgerskab til samtale i Indfødsretsudvalget i Folketinget, sådan som det sker tirsdag.

Det skriver DR tirsdag på sin hjemmeside.

Ifølge mediet skriver Justitsministeriet i notatet, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og andre internationale konventioner kan have betydning for, hvordan behandlingen af ansøgninger om statsborgerskab skal håndteres.

Også selv om grundloven siger, at man kun kan blive dansk statsborger ved lov, hvilket vil sige gennem Folketinget.

En tildeling af statsborgerskab er efter omstændighederne omfattet af Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om ret til respekt for privatliv.

Betingelserne for at få tildelt statsborgerskab skal være i overensstemmelse med artikel 8 sammenholdt med artikel 14, der handler om forbud mod diskrimination, står der ifølge DR i dokumentet.

- Nægtelse af eller afslag på anmodning om statsborgerskab, der kan karakteriseres som vilkårlig, vil efter omstændighederne kunne rejse spørgsmål i forhold til artikel 8 selvstændigt, skriver Justitsministeriet.

De tre ansøgere, der er til samtale tirsdag, står reelt til at modtage et dansk statsborgerskab. Men nu er de altså kaldt i samtale, blandt andet på grund af ytringer på sociale medier om homoseksuelle.

Formanden for Indfødsretsudvalget, Mikkel Bjørn (DF), har sagt til Politiken, at hans vurdering er, at "der er helt og aldeles styr på juraen".

Mandag meddelte næstformanden i Indfødsretsudvalget, Helene Brydensholt (AL), at hun trak sig fra udvalget i protest over, at samtalerne skulle afholdes.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT