Regeringen sørger for at fem-ti udviste udlændinge ikke får fødevarecheck

25. FEB 2026 • 12:46ERHVERV/POLITIK

I sidste øjeblik ændrer regeringen i lovforslaget, som giver over to millioner danskere en fødevarecheck.

Regeringen laver om i lovforslaget om den såkaldte fødevarecheck, som ikke nødvendigvis skal bruges på mad i øvrigt, så den ikke havner hos udvisningsdømte indvandrere, der bor på udrejsecentre.

Det skriver TV 2.

- Man skal ikke have en check fra den danske stat, hvis man ikke har lov til at være her. Det er ret simpelt, siger beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) til TV 2.

Lovforslaget om fødevarechecken bliver hastebehandlet, for at udbetalingen kan ske fra maj. Det skal til afstemning i Folketingssalen på torsdag.

Der er afsat omkring 4,5 milliarder kroner til fødevarechecken, som bliver udbetalt til over to millioner danskere.

Det drejer sig om børnefamilier, folkepensionister, arbejdsløse, lærlinge og udeboende SU-modtagere.

Det var i sidste måned, at regeringen, SF og Enhedslisten blev enige om en aftale, så bestemte borgere, der i "særlig grad er ramt af højere fødevarepriser", kan se frem til at modtage en skattefri fødevarecheck i maj og juni. Den vil være på mellem 1000 og 2500 kroner per person.

Den er sidenhen blevet kritiseret af andre partier og diverse organisationer. Blandt andet for at ramme for bredt og for at give penge til de "forkerte" personer. Checken tilgår eksempelvis mennesker, som har meget stående på bankkontoen i forvejen, lyder det blandt andet fra de kritiske røster.

Dansk Folkepartis Nick Zimmermann har ifølge TV 2 eksempelvis spurgt ind til, om udviste kriminelle udlændinge på udrejsecenter Kærshovedgård skulle have en fødevarecheck. Det skal de så ikke, efter at regeringen nu har ændret i lovforslaget.

Ifølge ministeren er der tale om en "meget lille ændring", da det "måske" kun drejer sig om fem-ti personer, som nu alligevel ikke får en check.

Mens fødevarechecken ikke havner hos fem-ti udviste udlændinge, så kunne Beskæftigelsesministeriet tirsdag meddele, at regeringen og aftalepartierne var blevet enige om, at lærlinge på erhvervsuddannelserne også skal modtage fødevarechecken. Lærlingene var i første omgang udeladt fra aftalen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT