Dansk kabelkoncern får bedste driftsresultat nogensinde

25. FEB 2026 • 13:07ERHVERV/POLITIK

NKT har som led i en ny strategi en ambition om at nå et driftsresultat på mere end 900 millioner euro i 2030.

Den danske kabelkoncern NKT opnåede sidste år det bedste driftsresultat i selskabets historie.

Resultatet af driften endte på 390 millioner euro, hvilket svarer til 2,9 milliarder kroner. Det er samtidig en fremgang på omkring 13 procent.

Det fremgår af selskabets årsregnskab, der landede onsdag morgen.

Regnskabet har onsdag eftermiddag sendt NKT-aktien op med over tre procent.

I løbet af regnskabsåret fastholdt selskabet en "ledende position i kabelindustrien". Sådan lyder det fra administrerende direktør Claes Westerlind.

- 2025 var endnu et stærkt år for NKT, kendetegnet ved disciplineret eksekvering og fortsat fremdrift på de strategiske prioriteter, siger han i regnskabet.

Omsætningen landede på 2,7 milliarder euro - svarende til 20 milliarder kroner.

NKT er et af de største børsnoterede selskaber i Danmark med mere end 6000 ansatte.

Selskabet fremstiller blandt andet energikabler til vindmølleparker, byggeindustrien og transmissionsnetværk.

I slutningen af 2025 lancerede NKT en ny strategi med navnet "Changing Forward" frem mod 2030.

Selskabet regner med, at den grønne omstilling og elektrificering af samfundet i Europa vil give øget efterspørgsel på kabelløsninger.

NKT har blandt andet en ambition om at nå et driftsresultat på mere end 900 millioner euro - svarende til omkring 6,7 milliarder kroner - i 2030.

I onsdagens årsregnskab fremgår det, at alle selskabets forretningsområder ventes at bidrage til en forbedring af resultaterne frem mod 2030.

Forretningsområdet Solutions - der dækker over selskabets højspændingskabler - ventes dog at blive den største bidragyder.

Det kræver ifølge NKT, at man når i mål med planlagte investeringer.

Solutions er i forvejen den division, hvor kabelkoncernen har den største omsætning.

I 2025 udgjorde Solutions næsten to tredjedele af NKT's salg.

Ud over Solutions har NKT også forretningsområderne Applications og Service & Accessories.

De fokuserer blandt andet på lav- og mellemspændingskabler og tilbehør til højspændingskabler.

NKT blev grundlagt i 1891 under navnet Nordisk Elektrisk Ledningstråd og Kabelfabrik. I 1989 skiftede det navn til Nordiske Kabel og Traadfabriker (NKT) og blev listet på den københavnske fondsbørs.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT