Redaktør: Udskudt strejke bør give mere ro i maven hos SAS-kunder

29. JUN 2022 • 14:12ERHVERV/POLITIK

Udskydelse af SAS-strejke kan skabe håb hos SAS-kunder, mener redaktør. Piloter varsler stilhed de næste dage.

Det bør skabe lidt håb hos rejsende, der har bestilt en SAS-billet, at en forligsmand har udskudt strejken i tre dage til lørdag, vurderer Ole Kirchert Christensen.

Han er ansvarshavende redaktør for luftfartsmediet Check-In.

- Jeg tror, at man skal lægge det i det, at den neutrale forligsmand vurderer, at der er en mulighed for at nå en løsning, siger han.

SAS' overenskomst med piloterne i Dansk Pilotforening (DPF) udløb 1. april. Siden har parterne ikke kunne finde en løsning.

9. juni varslede piloterne, at de ville strejke fra onsdag, hvis ikke enighed blev opnået.

Siden har flymekanikerne, der ligesom DPF er organiseret under Dansk Metal, varslet en sympatistrejke mod SAS i starten af juli.

Modsat har SAS sendt et varsel om lockout af piloter og kabinepersonale.

Et lockout er det modsatte af en strejke. Her er det arbejdsgivere, der beder lønmodtagere om ikke at møde ind. En strejke derimod er, når lønmodtagerne ikke møder op.

Samtidig er SAS ude i en kamp for at gennemføre sin redningsplan, der kræver nye milliardindskud og færre penge til de ansatte.

Hele situationen er dermed sat på spidsen, inden strejkerne blev udskudt af den norske rigsmægler. Da SAS har piloter fra Sverige, Norge og Danmark, er der forhandlinger i flere lande samtidig.

Selv om mægleren har købt forhandlingerne 72 timer, tror Ole Kirchert Christensen stadig, at der vil være en del uro i maven hos de kunder, der håber at flyve med SAS i juli.

- Jeg tror stadig, der vil være en vis usikkerhed, siger han.

- Men mavefornemmelsen hos de rejsende, der skal rejse fra lørdag og fremad, vil være en del bedre, end de rejsende, der skulle afsted i dag og kiggede på den her fastlåste situation i går.

Dansk Metal, hvor DPF er organiseret, og som derfor bistår piloterne i forhandlingerne, har onsdag oplyst, at man næppe vil høre meget fra piloterne de kommende dage.

- Piloterne har strakt sig meget langt for at hjælpe SAS, og de er selvfølgelig også med på at bruge tre dage ekstra på forhandlingerne, hvis det er det, der skal til, skriver forhandlingschef Keld Bækkelund Hansen i en skriftlig kommentar.

- I de kommende dage kommer vi derfor ikke til at sige så meget til pressen. Det sker i respekt for forhandlingerne og for at skabe så gode chancer som muligt for at finde en løsning, som begge parter kan være tilfredse med.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU