Radikale vil forbyde bundslæbende trawlfiskeri for at beskytte havet

13. JUN 2024 • 14:14ERHVERV/POLITIK

Al bundslæbende trawlfiskeri skal forbydes for at modvirke havets død, foreslår De Radikale på Folkemødet.

De Radikale vil omlægge dansk fiskeri til en mere bæredygtig produktion, der belaster miljøet i mindre grad.

Det skal ske ved blandt andet at forbyde trawlere med bundslæbende redskaber.

Det fortæller partileder Martin Lidegaard på Folkemødet på Bornholm.

- Hvis vi ikke sætter ind nu med mindre kvælstof fra landbruget, mindre forurenet spildevand fra virksomheder og byer og et bæredygtigt fiskeri, kan vi ikke give et levende hav videre, siger han.

Partiet foreslår i alt tre tiltag, der med en indfasning i de næste fem år skal mindske fiskeriets belastning.

Trawlere med bundskrabende redskaber ødelægger havbunden og skaber store bifangster af uønskede fisk.

Det skal derfor forbydes.

- Vi vil tage de gamle og meget ødelæggende trawlredskaber, der ligger i den nuværende flåde, ud og erstatte dem med moderne flydeskovle, der ikke rører havbunden og forårsager så stor ødelæggelse, siger Martin Lidegaard.

Radikale har fået hjælp af Tænketanken Hav til at bedømme konsekvenserne af deres forslag. Her anslår tænketanken, at udspillet vil koste 50 millioner kroner om året.

Det er en billig pris at betale, mener Martin Lidegaard, når man ser på ødelæggelsen af havet.

Han fremhæver, at hvert kilo fanget jomfruhummer slår 200 kilo levende dyr ihjel på havbunden.

Partiet vil derfor som sit andet tiltag styrke det skånsomme fiskeri og omlægge al fiskeri efter jomfruhummere, så fiskeriet foretages med tejner i stedet for bundslæbende redskaber.

Det tredje punkt i udspillet handler om, at 30 procent af det danske havareal skal omlægges til at være reelt naturbeskyttet område senest i 2030.

Havenes tilstand er allerede stærkt udfordret i dag, og indsatsen kan meget vel være forsinket, erkender Lidegaard.

Han siger, han har "råbt sig hæs" i 10 år for at få opmærksomhed på problemet.

Men nu er der endelig ved at være momentum.

- Det eneste sted, jeg ikke ser nogen vilje til handling, er fra regeringens side. Hverken fra havets minister (miljøminister Magnus Heunicke, red.) eller fra fiskeriministeren, der tværtimod fjerner regulering, siger Martin Lidegaard.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

17. JUL 2024 • 11:27SPORT
Randers henter angriber i Frankrig