Først blev Birthe Kjær sur på S - nu er Suspekt sur på Støjbergs parti
De politiske partier i Danmark mangler grundlæggende respekt for danske artister, mener dansk rapgruppe.
Rapgruppen Suspekt har mandag aften hamret i tasterne og langer hårdt ud efter Danmarksdemokraterne og de politiske partier i det hele taget, som ifølge Suspekt misbruger danske artister i partiernes markedsføring.Det skriver den populære rapgruppe i en story på Instagram, efter at Ekstra Bladet kunne beskrive, at Inger Støjbergs parti har fjernet en video fra diverse sociale medier, hvor en t-shirt med påskriften "Stemte på hende i går" bliver brugt.
I videoen er partiformand Inger Støjberg også med.
T-shirten fra Danmarksdemokraterne mindede lidt for meget om Suspekts berømte t-shirt med påskriften "Bollede hende i går", og partiet havde ikke spurgt bandet om lov først.
- Ligesom andre fremtrædende danske artister har vi oplevet at blive misbrugt af politiske partier og kandidater i deres markedsføring.
- Vi tager på det kraftigste afstand fra, at politikere tager kunstnere som gidsler, så det fremstår som om, vi har samme politiske overbevisning, og vi ønsker slet ikke vores brand misbrugt i politikeres markedsføring, skriver Suspekt.
Deres indtryk er åbenbart kun blevet forstærket under den igangværende valgkamp.
- Denne valgkamp viser endnu engang, hvor lidt respekt politikere og deres partier udviser overfor artister, deres virke og deres rettigheder.
- Tillid for os er altafgørende! Og vi har ingen tillid til politikere, der helt bevidst kopierer og stjæler fra kunstnere, skriver Suspekt.
Danmarksdemokraternes partisekretær, Steen Thomsen, udtaler til Ekstra Bladet, at det handlede om at få flere unge til at stemme ved valget 24. marts.
- Med teksten "Stemte på hende i går" har vi sat gang i en kampagne, der minder om muligheden for at brevstemme til folketingsvalget. Vi tænkte, at det ville være sjovt med en reference til Suspekt, der når ud til en stor målgruppe.
- Ikke mindst blandt unge mennesker. På t-shirten er det tydeligt deklareret, at Danmarksdemokraterne er afsender. Vi har ikke spurgt Suspekt om lov til at bruge referencen, men vi håber, at de kan se det sjove i det, siger han til Ekstra Bladet.
Sagen med Suspekt og Danmarksdemokraterne er ikke den første sag, hvor en artist langer ud efter et parti i den igangværende valgkamp.
I weekenden var der en twist mellem Birthe Kjær og Socialdemokratiet. Her fik partiet Birthe Kjærs vrede at føle.
Socialdemokratiet havde nemlig benyttet Birthe Kjærs kæmpehit "Vi maler byen rød" på sociale medier uden at have spurgt om lov først. Den historie havde TV 2.
Efterfølgende fjernede Socialdemokratiet de opslag fra sociale medier, hvori sangen var med. Socialdemokratiets presseafdeling bekræftede over for TV 2, at statsminister Mette Frederiksen (S) havde slettet et opslag.
/ritzau/
