Pernille Skipper i ny bog: Ministerblik fik mig til at stivne

15. SEP 2023 • 15:00ERHVERV/POLITIK

Morten Bødskov afviser, og Søren Pind husker ikke upassende episode, som Pernille Skipper beskriver i ny bog.

Pernille Skipper har lagt et liv i toppolitik på hylden og beretter i en ny bog om tonen på Christiansborg, hvor den tidligere frontfigur for Enhedslisten har lagt ører til meget.

I sin tid som retsordfører skulle hun på et tidspunkt til møde i Justitsministeriet, hvor ministeren gik rundt og trykkede hånd med ordførerne.

- Da han nåede til mig, sagde han: "Det bliver da svært at koncentrere sig, når du har den skjorte på". Han smilede og fortsatte videre til den næste, skriver Skipper i bogen.

- Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg stivnede og brugte alle kræfter på ikke at kigge ned ad mig selv, mens jeg uddelte håndtryk med et smil. Resten af mødet kunne jeg ikke tænke på andet end min kavalergang.

Hun fortæller i bogen, at den pågældende minister kunne finde på at sms'e sent om aftenen og invitere til at fortsætte diskussioner over et glas vin.

Det fremgår ikke, hvem ministeren er, for det er ikke hendes pointe med bogen. Hendes opsang er til "systemet", og det skal ikke være en debat om mennesker, og hvem der gjorde hvad.

I perioden var Morten Bødskov (S) og Søren Pind (V) justitsministre.

I en sms skriver Søren Pind, at "der er ingen klokke, der ringer hos mig. Beklager, men jeg deltager ikke i gættelege".

Morten Bødskov, der i dag er erhvervsminister, afviser direkte, at det er ham.

- Det er ikke mig, der er står bag denne upassende kommentar, og det har Pernille Skipper også bekræftet over for mig, skriver han i en sms via sin rådgiver.

Hun nævner en anden episode i bogen, hvor hun skulle interviewes på direkte tv. Kort før hun blev stillet igennem til studiet, smalltalkede hun med en journalist om nogle forhandlinger.

Journalisten begyndte at smile, gav angiveligt Skipper elevatorblikket og spurgte, om hun ikke kunne bruge sin "kvindelist".

I dag kalder hun kommentaren underminerende og mener, at det er det samme som at spørge, om hun ikke kunne købe sig til det med sex.

Skipper nævner i interviews, at hun er blevet nomineret til "Borgens bedste babe" i tabloide medier.

Det er ikke den enkelte kommentar, men summen af et liv i toppolitik, som har fået Pernille Skipper til at skrive bogen, hvor hun beretter om flere episoder.

Alligevel er hun positiv for fremtiden og mener ikke, at der i dag er den samme hårde tone og spidse albuer.

Pernille Skipper var retsordfører fra 2011-2016 og forlod politik for under et år siden. I dag er hun politisk kommentator på TV 2.

Bogen udkommer på Politikens Forlag og har fået titlen "Rend mig - Jeg har haft lyst til at sige det til mange før dig".

Det refererer til en replik, som Skipper i 2022 skrev som reaktion på en kommentar i Dagbladet Information.

En skribent havde kaldt Enhedslisten for "lige lovlig kynisk i det konsekvente valg af kønne unge kvinder som udadvendt ansigt". Han har siden undskyldt og beklaget, at han ikke fik nævnt deres dygtighed.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT