OVERBLIK: Økonomisk nedtur for Lauritz.com går år tilbage

21. JUN 2024 • 21:06ERHVERV/POLITIK

Kuratorerne i konkursboet efter Lauritz.com har anlagt sag mod de tidligere ejere om konkurskarantæne.

Nedturen for de tidligere ejere af et af Danmarks ældste auktionshuse er taget til, da kuratorerne i konkursboet efter Lauritz.com fredag har anlagt sag om konkurskarantæne.

En konkurskarantæne indebærer, at man i en periode frakendes retten til at lede en virksomhed med begrænset hæftelse på grund af groft uforsvarlig forretningsførelse.

Den økonomiske krise for den tidligere bestyrelsesformand Bengt Olof Tony Sundstrøm og tidligere topdirektør Mette Sundstrøm i det nu konkursramte auktionshus begyndte allerede at vise sig for flere år siden.

Få et overblik over den økonomiske nedtur for Lauritz.com her:

* Lauritz.coms børsnotering i 2016 var omgivet af tumult og blev udskudt flere gange. Siden da haltede resultaterne for Lauritz.com, der også de senere år var ramt af dårlige sager om salg af hælervarer via selskabets tjenester.

* Auktionshuset var i lang tid økonomisk presset. I 2018 måtte hovedaktionær og stifter Bengt Sundstrøm pantsætte sit franske vinslot som en del af en aftale med kreditorerne.

* I foråret 2023 begyndte flere medier at berette om, hvordan auktionshuset ikke inden for tidsfristen betalte sine kunder for deres solgte genstande. Det fik Forbrugerrådet Tænk til at fraråde handel med auktionshuset, der virkede til at være i problemer.

* Auktionshuset søgte om at gå i rekonstruktion 28. juni 2023. En rekonstruktion er et forsøg på at redde et selskab fra at gå konkurs. Formålet med Lauritz.coms rekonstruktion var at sikre selskabets drift, mens der skulle findes ny kapital eller finansiering til blandt andet at tilbagebetale gamle udeståender til sælgere.

* Omkring to uger senere gik auktionshuset konkurs, da ledelsen i selskabet selv havde indgivet konkursbegæring, en såkaldt egenbegæring.

* Et tocifret antal købere var i dialog med kuratorerne om opkøb af aktiverne i konkursboet. Den 1. august 2023 lykkedes det kuratorerne at finde en køber. Auktionshuset Hørsholm købte hovedparten af Lauritz.com og tog flere end 50 medarbejdere med sig.

* I forbindelsen med opgørelsen af konkursboet efter Lauritz.com kom der løbende krav fra kreditorer, der ikke har fået deres penge fra det konkursramte auktionshus.

* Per dags dato, den 21. juni 2024, har kuratorerne registreret krav for over 160 millioner kroner fra kreditorer. Konkursboet modtager fortsat anmeldelser.

* I marts i år vurderede Forbrugerombudsmanden, at Lauritz.com overtrådte aftaleloven og handlede i strid med god markedsføringsskik, da auktionshuset inden konkursen hævede afregningsfristen for private sælgere. Det lød, at det var tydeligt, at virksomheden forsøgte at skaffe sig gratis, midlertidig likviditet hos forbrugerne ved at skrue på aftalevilkår.

* Forbrugerombudsmanden gik ikke videre med sagen, da Lauritz.com allerede der var gået konkurs, og at en eventuel civil retssag på forbrugernes vegne ikke ville kunne stille forbrugerne bedre i konkursboet.

* 10. maj 2024 afleverede kuratorerne en indstilling om konkurskarantæne mod den tidligere ledelse til Sø- og Handelsretten. Den omfattede administrerende direktør Mette Sundstrøm, bestyrelsesformand Bengt Olof Tony Sundstrøm, finansdirektør Preben Vinkler Lindgaard og bestyrelsesmedlem Tue Byskov Bøtkjær.

* Den indstilling tog retten til følge og gav kuratorerne grønt lys til at gå videre med sagen.

* Fredag den 21. juni har kuratorerne officielt lagt sag an mod de fire tidligere topfolk i Lauritz.com.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT