OVERBLIK: Økologiske grise har krav på mere plads end frilandsgrise
Krav til eksempelvis plads og foder afhænger af, om grisen er økologisk, konventionel eller frilands.
Der er forskel på, hvor meget plads en gris har krav på, alt efter om den har levet konventionelt, økologisk eller som frilandsgris, inden den ender på middagsbordet som flæskesteg og frikadeller.Flere partier går til valg på politiske krav til den danske svineproduktion, og emnet var også på dagsordenen, da de 12 partiledere tørnede sammen i en partilederdebat på DR søndag aften:
Her kan du læse mere om de eksisterende krav for konventionelle og økologiske grise samt for frilandsgrise.
* Konventionelle grise:
- Søer: Alle søer er løsgående i drægtighedsperioden.
- Faringer (fødsler): Pattegrise fødes i farestier i stalde.
- Fravænning: Fravænning af grise er processen, hvor pattegrisene tages fra soen og overgår til at æde fast føde. Konventionelle grise fravænnes tidligst, når de er fire uger gamle. Under særlige forhold kan de fravænnes, når de er tre uger.
- Pladsforhold til slagtegrise på 100 kilo: Mindst 0,65 kvadratmeter.
- Strøelse: Der er krav om strøelse til drægtige søer.
- Halekupering: Ud fra risikovurdering og omfang af halebid er det tilladt at foretage halekupering.
- Foder: Konventionelt foder.
- Kontrol: Egenkontrol og uafhængig tredjepartskontrol mindst hvert tredje år.
* Økologiske grise:
- Søer: Alle søer er løsgående.
- Faringer (fødsler): Pattegrise fødes i hytter på marken.
- Fravænning: Tidligst syv uger.
- Pladsforhold til slagtegrise på 100 kilo: Mindst 2,3 kvadratmeter, heraf mindst 1 kvadratmeter som udeareal.
- Strøelse: Der skal være så meget strøelse, at underlaget er rent og tørt. Alle grise skal desuden have adgang til rode- og beskæftigelsesmateriale.
- Halekupering: Ikke tilladt.
- Foder: Økologisk foder - krav om grovfoder.
- Kontrol: Årlig statslig økologikontrol, egenkontrol og årlig uafhængig tredjepartskontrol.
* Frilandsgrise:
- Søer: Alle søer er løsgående.
- Faringer (fødsler): Pattegrise fødes i hytter på marken.
- Fravænning: Tidligst fem uger.
- Pladsforhold til slagtegrise på 100 kilo: Mindst 1,2 kvadratmeter, heraf mindst 0,5 kvadratmeter som udeareal.
- Strøelse: Halm i liggearealer.
- Halekupering: Ikke tilladt.
- Foder: Konventionelt foder uden animalsk fedt - krav om grovfoder.
- Kontrol: Egenkontrol og årlig uafhængig tredjepartskontrol.
Kilde: Landbrug & Fødevarer.
/ritzau/
