Minister langer ud efter udeblevne techgiganter i kamp mod børneporno
Ifølge justitsministeren er der brug for techvirksomhederne i kampen mod overgrebsmateriale med børn.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) kritiserer fredag de techvirksomheder, der ikke mødte op til fredagens møde om bekæmpelse af materiale med seksuelle overgreb på børn.Ifølge justitsministeren er det vigtigt, at politikerne og virksomhederne finder en fælles løsning.
- Nogle af techvirksomhederne, det kan vi se på fremmødet i dag, arbejder med det, mens andre glimrer ved deres fravær og virker helt og aldeles lige glade, siger han på et doorstep efter mødet.
Derfor arbejder regeringen for at finde en løsning.
- Det siger sig selv, at når der er virksomheder, der ikke vil samarbejde, så øger det behovet for regulering på EU-plan, siger Hummelgaard.
Hummelgaard er selv stor fortaler for EU-forslaget om forebyggelse og bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn kaldet CSA-forordningen.
Forordningen vil medføre, at EU kan pålægge techvirksomheder at kontrollere indhold af eksempelvis krypterede beskeder, inden de bliver sendt, så det bliver muligt at spore og stoppe misbrugsmaterialet.
Forslaget har i sin oprindelige form fået kritik af en række organisationer for at gå for vidt i overvågningen og true datasikkerheden.
Men flere af de virksomheder, der mødte op til dagens møde i justitsministeriet, arbejder allerede med bekæmpelsen af materialet.
Til mødet var der repræsentanter fra TikTok, Google Danmark, Microsoft Danmark og Snapchat.
Der var ingen fremmødte fra Signal, Telegram, Apple og Meta.
- Det interessante på mødet i dag var, at vi rent faktisk kunne høre fra en række techplatforme, at det er noget, man i dag allerede gør frivilligt - at man i dag allerede skanner både billeder og videomateriale, som bliver sendt mellem brugere, siger Hummelgaard.
Han fortæller, at det har "meget stærke paralleller" til det, der bliver diskuteret i EU.
Repræsentanter fra blandt andet Børns Vilkår, Red Barnet og Digitalt Ansvar var også til stede ved fredagens møde.
/ritzau/