Ny sikkerhedsaftale om Grønland er underskrevet
De tre regeringsledere fra Danmark, Grønland og USA har tirsdag eftermiddag underskrevet ny sikkerhedsaftale.
En ny sikkerheds- og forsvarsaftale om Grønland er nu en realitet.Tirsdag eftermiddag dansk tid har statsminister Mette Frederiksen (S), Grønlands regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, og USA’s præsident, Donald Trump, underskrevet aftalen.
Det skete ved en underskriftsceremoni i FN-bygningen, kort efter at Donald Trump havde holdt tale ved FN’s Generalforsamling.
Inden aftalen blev underskrevet, satte de tre regeringsledere kort ord på den nye aftale.
Donald Trump kaldte det en "fantastisk rejse med vidunderlige mennesker".
- Det bliver et langt og fantastisk samarbejde, lød det fra den amerikanske præsident.
Donald Trump sagde i sin tale ved FN's Generalforsamling, at USA "med det samme" vil etablere en militær tilstedeværelse og bygge "to store militærbaser" i Grønland.
Af den offentliggjorte aftale fremgår det, at det er ved Narsarsuaq og Mestersvig, at USA må oprette "et yderligere forsvarsområde".
USA får også tilladelse til at "modernisere og udvide sine aktiviteter" i Pituffik Space Base, der er den eneste nuværende amerikanske militærbase i Grønland.
Fra Mette Frederiksen lød det inden underskriften, at det er "en aftale, der kan vare for evigt".
- Den her dag repræsenterer en milepæl i vores langvarige samarbejde.
Jens-Frederik Nielsen betonede, at det er en "aftale med os" og ikke "om os".
Efter der var sat underskrifter på aftalen, blev Donald Trump flere gange spurgt af den tilstedeværende presse, om han fortsat ønsker ejerskab over Grønland. Men han svarede ikke på spørgsmålene.
Den nye aftale skal nu igennem en godkendelsesproces i både Grønlands parlament, Inatsisartut, og Folketinget.
Som Mette Frederiksen nævnte, fremgår det af aftalen, at den ikke har nogen slutdato.
RITZAU
