Ny koncerndirektør udnævnt i JP/Politikens Hus

22. NOV 2024 • 11:28ERHVERV/POLITIK

Ny topchef skal føre JP/Politikens Hus sikkert gennem afgørende transformationsproces.

JP/Politikens Hus har udnævnt Anders Heering til ny koncerndirektør. Det skriver mediehuset i en pressemeddelelse.

Anders Heering har hidtil været direktør for JP/Politikens Erhvervsmedier.

I sin nye rolle får han det overordnede kommercielle ansvar i mediehuset, fremgår det af pressemeddelelsen.

Administrerende direktør Stig Kirk Ørskov ser frem til, at Heering vil føre mediehuset godt igennem "den transformation og udvikling, som JP/Politikens Hus står midt i".

Den hidtidige koncerndirektør, Dorthe Bjerregaard-Knudsen, meddelte tidligere på året, at hun stopper i koncernen.

- I lyset af den uklarhed om koncernens strategi, der er blevet skabt den seneste tid, har jeg dog besluttet mig for, at tiden er inde til, at jeg investerer min energi i nye udfordringer uden for JP/Politikens Hus, lød det i en pressemeddelelse fra mediehuset 15. april.

Mediehuset skal også have ny koncernøkonomidirektør, da den nuværende - Henrik Schjerbeck - har besluttet at stoppe med udgangen af marts 2025.

Han afløses af Ane Sachs Aasand, der har en baggrund som revisor i Deloitte.

Mediehuset får også ny HR-direktør. Det bliver Helle Sand, der kommer fra en stilling som Chef for People og Organisation i LB Forsikring.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT