Danmark kan til internationale partnere sige, at man vil bidrage, men det konkrete bidrag skal godkendes igen.
Udenrigspolitisk Nævn har givet grønt lys til, at Danmark kan love et militært bidrag til en operation i Hormuzstrædet.Det fortæller fungerende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) efter et møde i nævnet tirsdag.
- Vi har fået nævnets opbakning til, at Danmark kan anmelde et militært bidrag med det, der hedder parlamentarisk forbehold, siger Lars Løkke Rasmussen.
Der skal ifølge den fungerende udenrigsminister være et møde om spørgsmålet senere i dag.
Hormuzstrædet har de facto været lukket for skibstrafik, efter at USA og Israel angreb Iran i slutningen af februar.
I april deltog fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) i en konference med allierede lande om at etablere et sikkerhedssystem, der kan holde Hormuzstrædet åbent for international skibstrafik.
Initiativtagerne dengang var Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Storbritanniens premierminister, Keir Starmer. 40 lande deltog.
Hverken Lars Løkke Rasmussen eller Troels Lund Poulsen oplyser noget konkret om, hvad et bidrag kan bestå af.
Parlamentarisk forbehold betyder, at nævnet har givet tilladelse til, at man fra dansk side kan sige, at man vil bidrage, men at bidraget skal godkendes parlamentarisk, når det bliver konkret, hvad det handler om.
Det skal enten godkendes i Udenrigspolitisk Nævn, eller hvis det er en større ting, stemmes om i Folketinget.
- Det handler om at sikre, at der er politisk momentum i denne sag, og vi vil gerne, på linje med en række ligesindede lande, det gælder også alle de nordiske og baltiske lande, vise vores villighed til at understøtte en sådan operation, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han tilføjer, at bidraget i givet fald skal indsættes, når "omstændighederne er til det", når kamphandlingerne er stoppet, og når der er en afklaring af situationen.
Ifølge Troels Lund Poulsen afventes en endelig vurdering fra Forsvarskommandoen om et bidrag.
Man lægger ifølge den fungerende forsvarsminister ikke op til at bidrage med en fregat.
- Hele idéen om, hvorvidt vi skal udsende et fregatbidrag, synes jeg er svær i den nuværende sikkerhedspolitiske situation. Derfor kan jeg ikke se for mig, at vi kommer til at udsende et fregatbidrag, siger han.
/ritzau/