Sundhedsstyrelsen finder nye stoffer i omløb

25. JUN 2026 • 10:06INDLAND/KRIMINAL

Ifølge Sundhedsstyrelsen er stofmarkedet i konstant udvikling, konkluderer myndighederne i ny rapport.

Der er fundet flere nye stoffer i omløb i Danmark. Herunder cannabisprodukter tilsat syntetiske cannabinoider og nitazener, som er potente syntetiske opioider.

Nitazener er op til hundrede gange stærkere end morfin.

På grund af stoffernes høje styrke skal der meget små mængder til at forårsage akutte forgiftninger, og der er stor risiko for en overdosis. Der er rapporteret dødsfald i forbindelse med indtagelse af stoffet.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er stofmarkedet i konstant udvikling.

Det skriver myndighederne i en pressemeddelelse efter udgivelsen af en årsrapport, der beskriver beslaglæggelser, sigtelser, koncentrationer og indholdet af stoffer på gadeplan samt nye stoffer fundet i Danmark.

Her fremgår det, at kokain er det mest udbredte centralstimulerende stof i landet.

Samtidig med udgivelsen af årsrapporten offentliggør Sundhedsstyrelsen også resultaterne fra den nationale spildevandsovervågning af rusmidler.

Overvågningen omfatter alkohol, amfetamin, kodein, ketamin, kokain, MDMA, metadon, metamfetamin, morfin, nikotin, oxycodon, THC og tramadol og som noget nyt nu også fentanyl.

Resultaterne fra spildevandsovervågningen er et element "blandt mange" i den nationale overvågning af narkotikasituationen i Danmark og skal styrke den samlede viden om rusmiddelindtaget i landet, oplyser Sundhedsstyrelsen.

Målingerne fra renseanlæggene dækker nu halvdelen af befolkningen.

- Når vi undersøger spildevandet flere steder i landet, får vi et bedre billede af, hvilke rusmidler der bliver brugt - og om billedet ændrer sig, lyder det i pressemeddelelsen fra overlæge Jacob Møller Antonsen, der er sektionsleder i Sundhedsstyrelsen.

- Det gør også, at vi kan få et bedre grundlag for at vurdere, om der er lokale eller regionale forskelle, som vi skal være særligt opmærksomme på.

Resultaterne i den nye analyse viser blandt andet, at der generelt observeres høje niveauer af kokain og andre centralstimulerende rusmidler i de store byer som Aarhus og København, og at opioider er mere hyppigt at tage i områder uden for de store byer.

Opioider kan bruges legalt - som receptpligtig smertestillende medicin - eller illegalt, hvilket analyserne ikke kan skelne imellem, pointerer Sundhedsstyrelsen.

Målingerne skal bidrage til at styrke vidensgrundlaget om narkotikasituationen i Danmark og er forankret i den foregående SMV-regerings udspil "Ungdom uden opioider" fra 2024.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT