Myndighederne har anmeldt Lars Løkkes forening til politiet
Foreningen af 8. januar 2021 er blevet politianmeldt af Indsamlingsnævnet for at aflevere urigtige regnskaber.
En forening, som Moderaternes formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, var med til at stifte, er blevet politianmeldt af myndighederne.Det skriver Zetland fredag.
Politianmeldelsen kommer fra Indsamlingsnævnet, et uafhængigt nævn under Justitsministeriet, hvis medlemmer inkluderer en retspræsident og en politichef.
Indsamlingsnævnet har i flere måneder mistænkt foreningen, der bærer navnet "Foreningen af 8. januar 2021", for at have afleveret urigtige regnskaber to år i træk, skriver Zetland.
Foreningens formand, Anders Skovbølling, bekræfter over for Zetland, at foreningen er blevet politianmeldt, men han afviser, at foreningen har gjort noget forkert.
Frihedsbrevet og Zetland har tidligere fortalt, hvordan foreningen har haft til formål at indsamle millioner til Moderaterne uden at afsløre donorernes navne.
Juraprofessor ved Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller siger til mediet, at de tilgængelige oplysninger i sagen tyder på, at foreningen har brudt indsamlingsloven.
- Min vurdering er, at der er noget her, der ser ud til at være i strid med indsamlingsloven, og at der derfor er begået noget strafbart.
- Hvorvidt det så er tilfældet, har vi jo i første omgang politiet til at undersøge - og i sidste omgang domstolen til at afgøre, siger Sten Schaumburg-Müller.
Hverken Indsamlingsnævnet eller Københavns Politi vil svare på spørgsmål om anmeldelsen, og dens indhold er derfor indtil videre ikke tilgængeligt for offentligheden.
Overtrædelser af indsamlingsloven straffes sædvanligvis med bøde.
Lars Løkke Rasmussen har ifølge Zetland ikke ønsket at stille op til et interview.
/ritzau/
