Mona Juul er stjerneglad for udsigt til at nå borgmestermål

19. NOV 2025 • 03:46ERHVERV/POLITIK

Konservative når ikke op på valgresultatet i 2021, men partiformanden kan indfri sine succeskriterier.

Mens der fortsat forhandles rundt i mange af landets kommuner, har De Konservative kurs mod det mål, som partiformand Mona Juul satte inden kommunalvalget - 14 borgmesterposter.

- Jeg er stjerneglad for, at vi står lige præcis der, hvor vi gør nu, siger Mona Juul, som følger de kommunale forhandlinger fra distancen i lokaler på Christiansborg natten til onsdag.

Det er første gang Mona Juul står i spidsen for De Konservative ved et kommunal- og regionalvalg. Hendes første valg som formand var valget til Europa-Parlamentet i 2024.

Ved partiets sommergruppemøde sagde partiformanden, at De Konservative går efter at få samme antal borgmesterposter som i 2021, altså 14.

- Vi havde et ambitiøst mål. Det ene handlede om, at vi skulle ligge højere i forhold til de nationale målinger, og det andet var, at vi skulle nå 14 borgmesterposter, og det ser rigtig, rigtig godt ud, siger Mona Juul.

Med knap 13 procent af stemmerne på nationalt plan kommer De Konservative også til at ligge markant over, hvad partiet måles til hos Voxmeter i de landspolitiske målinger. I denne uge lå partiet til 7,2.

Dog stadig under valget i 2021, da partiet fik 15,2 procent af stemmerne.

Natten til onsdag ser det foreløbigt ud til, at De Konservative har sikret sig cirka 12 borgmesterposter med mulighed for at nå 14 eller måske endnu flere.

- Jeg synes i hvert fald, det ser rigtig flot ud, og jeg har også været inde og kigge statistikkerne. Bortset fra det helt fantastiske valg, vi lavede i 2021, så vil det være det bedste valg i 32 år, siger Mona Juul.

Den tidligere konservative bastion Frederiksberg har partiet dog ikke formået at generobre fra Socialdemokratiet, som tog den i 2021 efter mere end 100 års konservativt styre.

Også Helsingør med profilen Benedikte Kiær er tabt - til Socialdemokratiet.

- Nu skal vi lige se, hvordan det rent faktisk falder ud, og derfor er det for tidligt at sige noget på det endnu, siger partiformanden.

Mona Juul håber, at partiets succes ved kommunalvalget kan give et rygstød til De Konservative på landsplan.

- Det er et rigtig godt rygstød. Nu er det min anden valgkamp som partiformand for Det Konservative Folkeparti.

- Det tager jeg selvfølgelig positivt med mig ind i en folketingsvalgkampen.

Der skal senest afholdes valg til Folketinget inden 1. november 2026.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT