Minister søger kompromis om ny reform - afviser ikke smal aftale

2. MAR 2023 • 14:17ERHVERV/POLITIK

Regeringen har flertal til at gennemføre uddannelsesreform selv, men strækker hånden frem til oppositionen.

Selv om regeringen er en flertalsregering, lægges der vægt på, at regeringens bud på en reform af universitetsuddannelser blot er et udspil.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) håber, at regeringen kan lave en bred reform i Folketinget.

- Det her er en stor reform af de videregående uddannelser, siger hun efter et pressemøde torsdag, hvor udspillet blev præsenteret.

- Jeg tror, at den står bedst ved at have så mange politiske fædre som overhovedet muligt, hvis den også skal kunne implementeres på en ordentlig måde. Derfor er det klart mit sigte at få flere af Folketingets partier med i en aftale.

- Så spørger du så, om man er parat til at gå på kompromis. Ja, medmindre at verden er så god, at der dukker fire-fem partier op på mandag og siger, at "det skriver vi under og så klarer vi den", så er det klart, at det vil det kræve.

Spørgsmål: Men hvis ikke I kan nå til enighed, så er I klar til som regering at føre det her igennem?

- Jeg vil arbejde meget hårdt på at få lavet en bred aftale om den her reform, siger Christina Egelund.

Også økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) lagde en snor ud til resten af Folketinget på pressemødet.

- Vi strækker jo også hånden frem til et samarbejde, og jeg er sikker på, at der er nogle partier, der gerne vil være med til at reformere universitet, sagde Troels Lund Poulsen.

Kort efter pressemødet har flere partier allerede reageret på udspillet. Mest positive er Danmarksdemokraterne, mens partier som Enhedslisten og De Radikale fremfører hård kritik.

Udspillet er regeringens første store reformudspil, hvor særligt kandidatuddannelser står for skud.

Op mod halvdelen af de nuværende toårige kandidatuddannelser skal forkortes til et og et kvart studieår ifølge regeringen. Det skal ske med "et tydeligt arbejdsmarkedssigte".

Desuden skal der eksempelvis være flere, der tager en erhvervskandidatuddannelse, flere internationale studerende og bedre videreuddannelsesmuligheder.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT