Microsoft skal have ny landechef i Danmark

28. MAJ 2026 • 14:12ERHVERV/POLITIK

Mette Kaagaard stopper som landechef for Microsoft i Danmark og Island efter tre et halvt år på posten.

I tre et halvt år har landechefen for Microsoft i Danmark og Island heddet Mette Kaagaard.

Men snart skal en anden stå i spidsen for softwaregiganten på disse breddegrader.

Kaagaard fortæller ifølge IT Watch i et opslag på LinkedIn, at hun stopper i jobbet i næste uge.

- Rollen og titlen er kun til låns, det har jeg sagt mange gange. Der er meget, jeg vil savne, og der er meget, jeg ser frem til.

- 4. juni er sidste dag, og så vil jeg gå på en lang sommerferie. Jeg er sikker på, der kommer noget godt efter det, skriver hun i opslaget.

Det fremgår ikke af opslaget, hvem der skal tage over efter Mette Kaagaard.

Joacim Damgaard, der er chef for Microsoft i Nordeuropa, ønsker hende i en kommentar til opslaget held og lykke og takker for hendes lederskab og hendes resultater.

Ifølge IT Watch bliver det Mervi Airaksinen, der midlertidigt tager over som landechef i Danmark og Island, indtil en permanent afløser er fundet.

Hun har tidligere stået i spidsen for selskabets finske afdeling og er i dag chef for Microsofts salg til den offentlige sektor i Nord- og Østeuropa samt Centralasien.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT