Onsdag blev dronning Sonja indlagt på Rikshospitalet i Oslo på grund af hjerteflimmer og hjertesvigt.
Norges dronning Sonja er på vej hjem fra hospitalet.Det siger kong Harald på et pressemøde i Askvoll efter et besøg til Vestland Fylke.
- Hun har bedt mig om at hilse mange gange, siger kong Harald.
Kongen tilføjer, at hendes tilstand er meget bedre.
Tidligt torsdag besøgte det norske kronprinspar, Haakon og Mette-Marit, dronning Sonja, der har været indlagt på Rikshospitalet i Oslo siden onsdag.
Det norske kongehus oplyste onsdag, at den 88-årige dronning havde hjerteflimmer og hjertesvigt, og at hun skulle være indlagt "nogle dage" til undersøgelser og observation.
Søndag meddelte kongehuset, at dronningen var blevet sygemeldt i en uge grundet hjerteflimmer og hjertesvigt.
- Dronningen har brug for hvile og for tilpasning af sin medicin, skrev kongehuset søndag.
Det lød desuden, at dronningen var "ved godt mod".
Hjerteflimmer er en rytmeforstyrrelse i hjertet, der kan medføre åndenød, hjertebanken, svimmelhed og brystsmerter.
Ved hjertesvigt er hjertemusklen svækket og derfor ikke i stand til at pumpe blodet effektivt nok rundt i kroppen. Det betyder, at blodtilførslen til de enkelte organer bliver mindre.
Søndag lød det desuden, at dronning Sonja havde været forbi Rikshospitalet til undersøgelser. Her var planen dog, at hun skulle opholde sig derhjemme.
På pressemødet blev kong Harald også spurgt ind til kronprinsesse Mette-Marits helbred.
- Hun er alvorligt syg, det er der ingen tvivl om.
- Jeg synes, det er meget trist. Lægerne sagde, det ville ske, men vi havde troet og håbet på, at det ville ske om lidt og ikke nu, sagde kongen.
Mette-Marit har den seneste tid fået det dårligere som følge af den kroniske sygdom lungefibrose, som hun fik konstateret i 2018.
Hun bruger nu ilt i perioder, og hendes deltagelse i det officielle program er reduceret.
Kongen blev på pressemødet også spurgt ind til Mette-Marits kontakt til den dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein.
- Jeg fik det at vide, da I fik det at vide. Jeg ved faktisk ikke mere end jer.
- Hun brød kontakten - i modsætning til en del andre i Norge - meget tidligt, sagde kong Harald.
/ritzau/