Mette F: Jeg har ikke en ansøgning med til Biden

24. MAJ 2023 • 16:52ERHVERV/POLITIK

Statsministeren siger igen, at hun ikke går efter at blive Nato-chef. Hun skal besøge USA's præsident i juni.

Selv om spekulationerne med besøget hos USA's præsident, Joe Biden, er taget til afviser statsminister Mette Frederiksen (S) fortsat muligheden for, at hun kan blive den næste generalsekretær i Nato.

- Jeg går ikke efter nogle poster. Jeg er inviteret til at besøge præsident Biden og det glæder jeg mig til, siger hun onsdag eftermiddag til pressen.

- Jeg går ud fra, at vi kommer til at diskutere Vilnius (Nato-topmøde i juli, red.), men jeg har ikke en ansøgning med om et andet job end at være statsminister i Danmark.

Mette Frederiksen er af anonyme kilder blevet nævnt som mulig kandidat til jobbet som generalsekretær efter Jens Stoltenberg, som stopper på posten i oktober.

Hun har dog gentaget igen og igen, at hun ikke er "kandidat" til posten.

Ifølge Børsen og Ekstra Bladet bliver der i øjeblikket internt i Socialdemokratiet stilfærdigt diskuteret, hvem der skal tage over for formanden, hvis Mette Frederiksen får en Nato-toppost.

Her nævnes finansminister Nicolai Wammen (S) og justitsminister Peter Hummelgaard (S) som de mest oplagte arvtagere.

De rygter ønsker Mette Frederiksen heller ikke at gå ind i, gør hun det klart på pressemødet.

- Jeg kommer slet ikke til at gå ind i den slags diskussioner, og jeg er statsminister i Danmark, og det håber jeg at blive ved med at være, siger hun, inden pressemødet slutter.

Statsministeren skal besøge præsident Joe Biden den 5. juni.

Senest en dansk statsminister besøgte Det Hvide Hus var i marts 2017. Dengang mødtes daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen med daværende præsident Donald Trump.

Ifølge statsministeren er der lagt op til, at hun skal tale med Joe Biden om en række forskellige emner.

Øverst på dagsordenen er krigen i Ukraine, siger hun.

Derudover er forventningen også, at de to kan drøfte det kommende Nato-topmøde i Vilnius, som er hovedstaden i Litauen. Det finder sted den 11.-12. juli.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU