Mette F.: Alvorligt at USA ikke klart afviser grønlandsk påvirkning

27. AUG 2025 • 14:21ERHVERV/POLITIK

Statsminister ser med "stor alvor" på DR-historie om amerikaneres mulige forsøg på infiltration i Grønland.

Statsminister Mette Frederiksen (S) ser med "meget stor alvor" på, at mindst tre amerikanere ifølge DR udfører påvirkningsoperationer i Grønland.

- Enhver indblanding i interne forhold i kongeriget Danmark og det grønlandske demokrati er uacceptabel, siger Mette Frederiksen til DR.

- Jeg noterer mig, at amerikanerne ikke klart afviser, at det skulle forholde sig, som DR fremlægger i dag. Og det er selvfølgelig alvorligt.

Det lyder videre fra statsministeren til DR, at budskabet kommer til at blive givet "videre meget direkte til vores kolleger i USA".

DR har onsdag via en række anonyme kilder beskrevet, hvordan mænd med forbindelse til USA's præsident, Donald Trump, forsøger at infiltrere Grønland, som længe har stået på Trumps ønskeliste som en kommende del af USA.

DR har ikke kunnet opklare, om mændene arbejder på egen hånd.

I kølvandet på DR's historie har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) onsdag indkaldt den amerikanske chargé d'affaires i Danmark til samtale i Udenrigsministeriet.

Her vil man fra dansk side "gøre det meget klart for USA, at i det omfang, der skulle være en officiel deltagelse i eller sanktionering i eller hånd på det, man kan betegne som påvirkningskampagner, så er det i strid med alle internationale regler", som Lars Løkke sagde på et doorstep i Aalborg.

Mark Stroh er den amerikanske chargé d'affaires på USA's ambassade i Danmark. USA har i øjeblikket ingen ambassadør i Danmark, efter at Alan Leventhal i januar stoppede på posten.

En chargé d'affaires er en topdiplomat, som har en lavere rang end ambassadøren.

Mette Frederiksen fortæller til DR, at hun onsdag har talt med repræsentanter for Senatet i USA om sagen.

- Vi har sagt meget klart, at det her er uacceptabelt, siger Mette Frederiksen.

Det er uvist, hvilke repræsentanter for Senatet hun mødtes med. Eller hvor mange de er. Men de er i Danmark på et længe planlagt besøg. Så det har ikke noget med den konkrete sag at gøre.

Senere onsdag skal også forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) tale med senatorerne.

- Her kommer jeg til at tage det spørgsmål op og sige, at Danmark er en meget, meget tæt allieret med USA, og at jeg selvfølgelig forventer, at man respekterer Kongeriget Danmark, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT