Medier: Lovforslag om at forbyde mandatkøb skal drøftes onsdag
Ekstra Bladet erfarer, at der er flertal i Folketinget for at forhindre manøvre, som Løkke forsøgte i 2023.
Ekstra Bladet og DR erfarer tirsdag aften, at et lovforslag om, at det fremover skal være ulovligt at tilbyde politikere penge for at træde tilbage, onsdag skal behandles i Udvalget for Forretningsordenen i Folketinget.Udvalget mødes onsdag klokken 9.30. Punkt seks handler blandt andet om "beskyttelse af sammensætningen af valgte organer mod påvirkning af ydelser, tilbud med videre af formuefordele".
Fremover skal man kunne blive straffet med bøder eller fængsel i op til to år, hvis man forsøger det, skriver begge medier.
- Det skal ske ved at forbyde ydelse af, løfter om, tilbud om såvel som modtagelse af, fordring på eller modtagelse af tilsagn om formuefordele for varigt eller midlertidigt at fratræde eller søge at fratræde et hverv som medlem af en valgt forsamling eller for at undlade at tiltræde et sådant hverv, som man har adgang til, står der i lovforslaget.
Det skriver DR, som er i besiddelse af lovforslaget. Det er udarbejdet af Folketinget for Udvalget for Forretningsordenen.
Ekstra Bladet erfarer, at der er et flertal i Folketinget for at føre lovforslaget ud i livet.
Lovforslaget kommer efter sagen, hvor Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, i 2023 tilbød daværende folketingsmedlem for Moderaterne Mike Fonseca cirka 370.000 kroner for at forlade Folketinget.
Mødet fandt sted, efter at Mike Fonseca havde fortalt partiet, at han var blevet kæreste med en pige på 15 år.
Mike Fonseca skulle - mod at få pengene - ifølge partiets ønske give sit mandat videre til sin suppleant fra Moderaterne, i stedet for at blive i Folketinget som løsgænger.
Han valgte at blive som løsgænger og blev ekskluderet af partiet.
Lars Løkke Rasmussens ord blev optaget af Mike Fonseca, og senere kunne Frihedsbrevet fortælle historien med en lydoptagelse.
Mens Lars Løkke Rasmussen gentagne gange har afvist, at han forsøgte at bestikke Mike Fonseca til at opgive sit folketingsmandat, mødte fremgangsmåden voldsom kritik fra mange andre partier i Folketinget.
Ifølge Ekstra Bladet har Venstre - som i 2023 sad i regering med Moderaterne og Socialdemokratiet - tilsluttet sig holdet af kritikere og bakker op om lovforslaget.
Ritzau forsøger at få denne oplysning bekræftet af Venstre.
RITZAU
