KØB ABONNEMENT

Regeringen opgiver strammere krav til seniorpension

ERHVERV/POLITIK • 20. OKT 2026 • 17:24

Regeringen skulle have forligspartier med på ændring af seniorpension, men det kommer ikke til at ske.

Regeringen dropper planer om at indføre strammere krav for seniorpension.

Det er meldingen fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) efter et møde med forligskredsen tirsdag eftermiddag.

De strammere krav er en del af regeringens finanslovsforslag. De indledende forhandlinger om finansloven for 2027 begyndte tidligere tirsdag hos finansminister Peter Hummelgaard (S).

Halsboe-Jørgensen konstaterer, at forligspartierne ser "forskelligt på sagen, og det er fair".

- Selvom der var folk omkring bordet, som gerne ville være med til at snakke om, hvorvidt vi har indrettet tingene rigtigt, eller om vi kan gøre det smartere, så var der ikke i dag enighed om regeringens forslag. Det tager vi selvfølgelig til efterretning, siger hun.

Regeringen ville ifølge finanslovsforslaget spare 200 millioner kroner i 2028, 500 millioner kroner i 2029 og 800 millioner kroner i 2030 ved at skærpe kravene for seniorpension.

Konkret ville regeringen ændre vurderingen af en ansøgers arbejdsevne, så en ansøger skulle have nedsat arbejdsevne på højst 15 timer om ugen i alle typer job frem for ansøgerens seneste job.

Dermed blev det sværere at blive visiteret til tilbagetrækningsordningen. En enlig får 22.053 kroner om måneden på seniorpension i 2026.

Seniorpensionen blev politisk vedtaget i 2019 af VLAK-regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale. Senere har Socialdemokratiet, SF og Moderaterne tilsluttet sig forliget.

Når der er tale om et politisk forlig, skal alle forligspartier være enige, hvis forliget skal ændres i en valgperiode.

På forhånd havde en række borgerlige partier sagt nej til ændringen, men tidligere tirsdag udtalte Hummelgaard, at regeringen lige ville afvente mødet i Beskæftigelsesministeriet, inden der kunne drages konklusioner.

Regeringen - altså S, SF, M og R - kommer ikke til at opsige forliget, så der den vej rundt kan laves en ny aftale, oplyser Beskæftigelsesministeriet til Ritzau.

Hvis regeringen i stedet vil lave en ny aftale uden om de blå partier, som så kunne træde i kraft efter næste folketingsvalg, ville det have krævet Enhedslistens mandater.

Men Enhedslisten har allerede takket nej til at ændre i seniorpensionen. Det meddelte regeringens støtteparti tidligere på måneden, da forslaget kom på bordet i forbindelse med præsentationen af finanslovsforslaget.

SPØRGSMÅL: Hvorfor opsiger regeringen ikke forliget for at prøve at lave et nyt?

- Vi respekterer de forlig, vi har. Det har ikke været mit ærinde at opsige noget forlig, siger Halsboe-Jørgensen og tilføjer:

- Tværtimod. Det at jeg kalder kollegerne fra de andre partier sammen i dag var netop et udtryk for, at jeg faktisk ønskede at drøfte det med dem, og at jeg respekterer, at den aftale, vi har med hinanden, giver dem allesammen en vetoret imod ændringer på området.

Med de droppede planer har regeringen nu et hul i millionklassen i sit finanslovsforslag. Og spørgsmålet er, hvor der så skal findes 800 millioner kroner henne.

Der skal prioriteres anderledes, lyder det fra beskæftigelsesministeren, som dog ikke bliver mere konkret end det.

- Finansministeren sidder med en række forskellige elementer på forhandlingsbordet, og hans opgave er selvfølgelig at få samlet et flertal om, hvor pengene skal bruges, og hvor pengene skal komme fra. Det er et større puslespil, som skal gå op nu, siger Halsboe-Jørgensen.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT