KØB ABONNEMENT

Sygeplejersker jubler over regeringens droppede pensionsplaner

ERHVERV/POLITIK • 20. OKT 2026 • 17:59

Pædagoger og sygeplejerske er glade for, at pensionsstramninger er droppet. Dansk Industri ærgrer sig.

Det falder i god jord hos Dansk Sygeplejeråd, at regeringen nu dropper sine planer om at indføre strammere krav for at modtage seniorpension.

Regeringen ville ændre reglerne for at vurdere en ansøgers arbejdsevne, så den skulle være varigt nedsat til højst 15 timer om ugen i alle typer job frem for ansøgerens seneste job.

- Nedslidte sygeplejersker skal ikke tvinges til at skifte fag, men have mulighed for at trække sig tilbage med værdigheden i behold, siger Dansk Sygeplejeråds forkvinde, Dorthe Boe Danbjørg, i en skriftlig kommentar.

- Det ville også være dybt uretfærdigt at forringe pensionsmulighederne for mennesker, der har taget ansvar for andre mennesker igennem et langt arbejdsliv.

Hos både pædagogernes fagforening, Bupl, og fagforbundet HK er der også tilfredshed at spore.

Mads Samsing, der er forbundsformand for HK, er "rigtig glad for", at regeringen har trukket sit krav tilbage.

- Vi skal ikke gøre mulighederne for værdig tilbagetrækning dårligere. Vi skal forbedre arbejdslivet, så færre har brug for dem, siger han.

Meldingen om de droppede pensionsstramninger er kommet fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) efter et møde med forligskredsen tirsdag eftermiddag.

Regeringen ville ifølge finanslovsforslaget spare 200 millioner kroner i 2028, 500 millioner kroner i 2029 og 800 millioner kroner i 2030 ved at skærpe kravene for seniorpension.

Mens pædagoger og sygeplejerske er glade, har regeringens melding skabt ærgrelse hos blandt andet erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI).

DI’s viceadministrerende direktør, Søren Kryhlmand, siger i en skriftlig kommentar, at forslaget var fornuftigt, og at det ville være med til at øge arbejdsstyrken.

- Jeg synes ikke, det giver mening at sende ældre ud på sidelinjen, hvis de kan forvalte job på arbejdsmarkedet. Især ikke, når virksomheder og det offentlige har brug for deres arbejdskraft.

Han bakkes op af Dansk Arbejdsgiverforeningen (DA), der er hovedorganisation for 11 arbejdsgiverforeninger på det private arbejdsmarked.

Jacob Holbraad, der er administrerende direktør i DA, anerkender, at man som udgangspunkt skal tage hånd om dem, der ikke kan arbejde længere.

- Men dem, der kan, fortjener, at deres kompetencer og erfaring kan blive bragt i spil et andet sted, siger han.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT