Københavns Lufthavn med lille fremgang i vinterkvartal

13. MAJ 2025 • 13:42ERHVERV/POLITIK

Københavns Lufthavn opnåede et nettoresultat på 80 millioner kroner efter skat i første kvartal.

Bortset fra vinterferien plejer der at være forholdsvist roligt i Københavns Lufthavn i årets første tre måneder, hvor rejseaktiviteten traditionelt er begrænset.

Det kan ses i lufthavnens regnskab for første kvartal i år, hvor passagertallet steg med 0,4 millioner til 6,2 millioner.

Det øgede antal passagerer betød en fremgang i omsætningen på fire procent til 1,075 milliarder kroner.

På bundlinjen var der 80 millioner kroner tilbage efter skat, hvilket er fire millioner kroner bedre end for et år siden.

Lufthavnens ledelses forventninger til 2025 som helhed er uforandrede.

Det anslås, at passagertallet når op i nærheden af 32 millioner i år. Det vil i givet fald være ny rekord for lufthavnen, hvor der i 2018 passerede 30,3 millioner mennesker igennem terminalerne.

Det vil samtidig betyde en omsætningsvækst på omkring otte procent og et resultat før skat mellem 1,45 og 1,65 milliarder kroner.

Det forventes samtidig, at der bliver brugt omkring 2,3 milliarder kroner på investeringer i udbygningen af lufthavnen.

Pengene vil for halvdelens vedkommende blive brugt på ombygning og udvidelse af Terminal 3 samt installation af nye scannere i sikkerhedskontrollen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT