Kinas ejendomskrise risikerer at få europæiske konsekvenser

28. SEP 2023 • 11:22ERHVERV/POLITIK

Natten til torsdag kom det frem, at al handel med Evergrandes aktier er blevet stoppet på børsen i Hongkong.

Den kriseramte ejendomskæmpe Evergrande er det fremmeste eksempel på, hvor dybt problemerne stikker på det kinesiske boligmarked.

Og hvis dårligdommene fortsætter, som de har gjort de seneste år, kan det komme til at få konsekvenser i Europa.

Det vurderer Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.

- Ultimativt er udfordringen, at mange kineseres opsparing ligger i ejendomme, som de kan se bliver mindre værd, siger han.

- Det påvirker forbrugslysten for 1,4 milliarder mennesker, hvilket i særdeleshed smitter af på Europa. Vi har nemlig en meget høj samhandel med Kina - også betydeligt højere end USA.

Natten til torsdag dansk tid kom det frem, at al handel med Evergrandes aktier er blevet stoppet på børsen i Hongkong.

Det er sket, efter at det mandag stod klart, at Evergrande igen stod til at misse en afbetaling på sin tårnhøje gæld.

Og fredag lød det fra selskabet, at planlagte møder om en omstrukturering af gælden denne uge alligevel ikke ville finde sted.

Ifølge Jacob Pedersen skaber Kina allerede uro på de globale markeder, fordi væksten i landet ikke er kommet op i gear, som man ellers havde regnet med.

Og netop boligmarkedet i landet er en stor del af forklaringen på den udvikling, siger han.

For godt en måned siden faldt aktierne i det uroplagede selskab med næsten 87 procent i værdi.

- Når investorerne bliver nervøse, er det et udtryk for, at man som investor uden for Kina har enormt svært ved at forstå det konkrete omfang af det her.

- Man er usikker på, hvad konsekvenserne kan ende med at blive, og hvor meget hjælp der kommer fra styret.

Sammen med byggeriet står ejendomssektoren for omkring en fjerdedel af Kinas bruttonationalprodukt (bnp).

Efter voldsom fremgang i sektoren er Kinas regering dog i de senere år i stigende grad begyndt at se med kritiske øjne på den store gæld, der er blevet optaget.

Evergrande er i den grad blevet et billede på problemerne, der har resulteret i en stribe konkurser over et stykke tid.

I løbet af sommeren kom det frem, at selskabet havde tabt omkring 537 milliarder kroner i 2021 og 2022.

Det er desuden kommet frem, at Evergrandes samlede gældsforpligtelser løb op i over 2200 milliarder kroner sidste år.

Til sammenligning var Danmarks bruttonationalprodukt, bnp, cirka på 2800 milliarder kroner i 2022.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT