JP/Politikens Hus havde underskud på primær drift i 2022

27. JAN 2023 • 17:09ERHVERV/POLITIK

Koncernen var ramt af faldende forbrugertillid og høj inflation. Det gav et utilfredsstillende resultat.

Trods omsætningsfremgang fik JP/Politikens Hus et underskud på den primære drift på fire millioner kroner sidste år.

Det fremgår af koncernrapporten for 2022.

Resultatet er omkring 100 millioner kroner lavere end forventet, når der reguleres for særlige poster. I rapporten betegnes det som utilfredsstillende.

Selv om omsætningen voksede 14 procent til 3,78 milliarder kroner, ramte den ikke forventningen, der lød på fire milliarder kroner.

Årsagen til, at omsætningen ikke blev så stor som forventet, var, blandt andet at forbrugerne holdt igen, hvilket påvirkede salget af bøger fra JP/Politikens Forlag og Saxo negativt.

Også distributionsvirksomheden DAO, som JP/Politikens Hus blev majoritetsejer af i Danmark i begyndelsen af 2022, var ramt af tilbagegang i onlinehandlen.

JP/Politikens Hus ejer blandt andet medierne Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra Bladet.

På de tre medier blev der gennemført sparerunder i slutningen af 2022. På Ekstra Bladet skulle 22 medarbejdere forlade mediet ved årsskiftet. På Politiken stoppede ti, mens der på Jyllands-Posten var 16 fratrædelser i forbindelse med spareplanen.

Det skrev blandt andet Mediawatch i november.

Forventningerne til 2023 er en fortsat vækst i omsætningen særligt båret af det digitale salg.

Alligevel er forventningerne til driften til den forsigtige side. Her forventer koncernen et resultat af den primære drift på 125-135 millioner kroner.

Det er noget lavere end årene før 2022, hvor driften var over 200 millioner.

Selv om nedskæringerne løb med overskrifterne i slutningen af året, er det samlede antal medarbejdere i koncernen alligevel vokset betydeligt fra 2021 til 2022.

I koncernrapporten nævnes blandt andet, at nichemedierne Watch Medier og Monitormedier er vokset. Derudover har koncernen investeret i initiativet JP Lokal, som blev lanceret i 2021.

I 2022 havde JP/Politikens Hus det, der svarer til 2998 fuldtidsmedarbejdere. Det er 663 mere end året før.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU