I årets første tre måneder tjente Nykredit 2,8 milliarder kroner. Det er rekord for et første kvartal.
Stigende rente- og gebyrindtægter var med til at give Nykredit sit største overskud nogensinde sidste år med en bundlinje på 9,5 milliarder kroner.Og pengeinstituttet er tilsyneladende ikke helt færdig med at sætte rekord.
I årets første tre måneder har det nemlig forlænget rekordstimen med et historisk resultat for et første kvartal.
Det viser regnskab fredag.
I løbet af årets første tre måneder har højere renter været med til at løfte Nykredits overskud til i alt 2,8 milliarder kroner.
I samme kvartal sidste år tjente koncernen 2,4 milliarder kroner.
- Dette resultat er naturligvis meget tilfredsstillende, siger Michael Rasmussen, der er administrerende direktør i Nykredit, i regnskabet.
- Derfor har vi også allerede løftet vores forventninger til året med en milliard kroner, så vi nu forventer et samlet overskud efter skat på 9-10 milliarder kroner, lyder det videre.
Nykredit har også været hjulpet godt på vej af solide investeringer, der har ført til indtægter på 700 millioner kroner i første kvartal mod 406 millioner året før.
Sidste år var de finansielle markeder ramt af massiv modvind, men i begyndelsen af året har der været bedre stemning.
- Vi forvaltede vores investeringsportefølje med succes, men vi blev også hjulpet på vej af markedernes medvind, siger direktøren.
/ritzau/