Trodsede Troels Lunds linje: Nu forlader V-medlem gruppeledelsen
Sag om gødskningslov har skabt intern uro i Venstre, hvor Anni Matthiesen nu er fortid i gruppeledelsen.
Folketingsmedlem Anni Matthiesen (V) trækker sig som gruppesekretær og dermed som medlem af partiets gruppeledelse.Det oplyser gruppeformand Morten Dahlin til TV 2.
- Det er sket fuldstændig frivilligt, siger Dahlin.
Matthiesen var for nylig en af de 5 af Venstres 18 folketingsmedlemmer, som valgte at gå imod partilinjen og stemme imod gødskningsloven, der tildeler danske landmænd kvoter for deres udledninger af kvælstof til fjorde og kyster, og som har skabt intern uro i Venstre.
Dahlin siger, at Matthiesens beslutning ikke har noget med den sag at gøre. Altså at der ingen kobling er overhovedet. Hun havde truffet beslutningen før afstemningen om den lov, udtaler gruppeformanden.
Det bekræfter Anni Matthiesen også selv.
- Jeg besluttede selv at trække mig som gruppesekretær, hvilket jeg meddelte til gruppeledelsen 27. august, en uge inden vi skulle stemme om L5 (gødskningsloven, red.), skriver hun til TV 2.
I april havde Venstres folketingsgruppe et konstituerende gruppemøde, hvor gruppeledelsen blev valgt. Dengang skrev Venstre blandt andet følgende på partiets hjemmeside:
- Derudover er Anni Matthiesen valgt som folketingsgruppens nye gruppesekretær, hvilket er en central rolle for organiseringen af Venstres parlamentariske arbejde i Folketingssalen.
Folketingets formand, Søren Gade, var det første Venstre-folketingsmedlem, der erklærede sin modstand mod gødskningsloven. Herefter fulgte Amanda Heitmann, Anni Matthiesen, Preben Bang Henriksen og Peter Juel-Jensen trop.
Venstres formand, Troels Lund Poulsen, havde ellers gjort det meget klart, at Venstre som parti stemmer for loven.
- Det er partiets linje, det har jeg fået klar opbakning til fra vores forretningsudvalg og fra vores hovedbestyrelse. Og så må jeg også erkende, at nogle folketingsmedlemmer ser anderledes på sagen.
- Jeg lægger ikke skjul på, at det er en udfordrende situation, sagde Troels Lund Poulsen tidligere på måneden, inden der skulle stemmes om loven i Folketingssalen.
Sagen førte også til, at eksminister Thomas Danielsen (V) valgte at trække sig som folketingskandidat i Holstebrokredsen, fordi han fik kritik fra sin kreds.
Thomas Danielsen blev blandt andet kaldt "tonedøv", fordi han stemte for loven.
Desuden har Marlene Ambo (V) kritiseret Amanda Heitmann (V) - begge er valgt til Folketinget på Fyn - for Heitmanns ageren i sagen om gødskningsloven.
I meningsmålingerne har Venstre det svært for tiden. I den seneste måling foretaget af analyseinstituttet Voxmeter for Ritzau står det tidligere regeringsparti til 6,6 procent af stemmerne.
Ved folketingsvalget i marts fik Venstre 10,1 procent af stemmerne, hvilket var historisk ringe for partiet.
RITZAU
